Annonce
Esbjerg

Unge iværksættere er flyttet sammen i Nørregade

Software-udvikler Jakob Withen Grumsen og filmproducent Mads Ellingsgaard Jørgensen har flyttet deres virksomheder ind under samme tag i Nørregade 65a i Esbjerg. Foto: Dorthe Lodberg
Softwarevirksomheden Grumsen Development og produktionsselskabet Format er flyttet i fælles kontor i Nørregade.
Annonce

Esbjerg: Nørregade har fået nye beboere. På hjørnet af Jyllandsgade har to unge entreprenante esbjergensere slået sig ned i det lejemål, der tidligere har huset Move Arkitektur.

De nye navne på postkassen er softwarefirmaet Grumsen Development og produktionsselskabet Format. Bag virksomhederne står den 27-årige softwareudvikler Jakob Withen Grumsen og den 29-årige filmproducent Mads Ellingsgaard Jørgensen.

De deler nu lejemålets godt 80 kvadratmeter mellem sig. Selv om de to virksomheder ikke er relaterede rent forretningsmæssigt, er de nye beboere glade for dele adresse.

- Det kan godt blive lidt ensomt at være selvstændig. Det er sjovere at møde ind mandag morgen, når man har en kollega at sige godmorgen til, siger Jakob Withen Grumsen.

Han lever af at udvikler app’s og software og arbejder blandt andet for en række offshore-virksomheder, mens bofællen Mads Ellingsgaard Jørgensen lever af at producerer marketingsvideoer og film for blandt andre Fiskeri- og Søfartsmuseet og Aalborg Universitet.

Blå bog

27-årige Jakob Withen Grumsen er uddannet datamatiker, og startede Grumsen Development i november 2015, mens han stadig var under uddannelse. Han udvikler sine egne app’s, men leverer også app’s og softwareløsninger for erhvervskunder.

29-årige Mads Ellingsgaard Jørgensen er uddannet i medievidenskab og historie, og startede Format i august 2016. Han har produceret video og film for en lang række forskellige virksomheder og institutioner.

Annonce

Fra fest til erhverv

De to erhvervsdrivende har kendt hinanden i over ti år. Venskabet slog rod i gymnasietiden over fester og øl, men er nu centreret omkring driften af de to virksomheder.

- Det er ikke altid, at vores andre kammerater er interesseret i at diskutere forretningsstrategier og budgetter, når vi mødes over en fredagsøl. Derfor har Mads og jeg haft stor glæde af hinanden de senere år, siger Jakob Withen Grumsen.

De nye kontorfæller har længe talt om at flytte sammen, og da lejemålet i Nørregade pludseligt stod ledigt, blev de hurtigt enige om at slå til.

Bag de tonede ruder i hjørneejendommen i Nørregade er tegnestuen nu skiftet ud med nye skriveborde, skærme og logoer.

- Selvom jeg ikke kan kode, og Jakob ikke kan lave film, så kan vi sparre med hinanden om rigtig mange andre ting. Vi vil begge gerne udvikle vores forretninger og vækste, og det ser vi frem til at kunne hjælpe hinanden med, siger Mads Ellingsgaard Jørgensen.

De nye kontorfæller fejrer flytningen med en reception fredag den 9. august klokken 13.00. Receptionen finder sted i de nye lokaler, Nørregade 65 A.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Debat: Værdig tilbagetrækning

Coronavirus

Live: Over halvdelen af de corona-ramte kender ikke selv smittekilden

Danmark

'Træls', 'tåbeligt' og 'det vil vi ikke tolerere': DF-bagland kritiserer degradering af Kofod og Kjærsgaard

Annonce