Annonce
Erhverv

Unge iværksættere vrimler frem og vil være med i Carolines netværk

Caroline Sander Jepsen, ejer af Dance Company Twenty, har oprettet en gruppe på Facebook for unge iværksættere, der lige som hende selv savner sparring med andre unge. PR-foto
Iværksætter Caroline Sander Jepsen efterspurgte tidligere i år andre unge iværksættere til et nyt lokalt netværk. Nu har hun allerede de første 20 medlemmer med alt fra kosmetologer til håndværkere.
Annonce

Varde: Hvor er de andre unge med drømme om Varde?

Sådan spurgte den 25-årige iværksætter Caroline Sander Jepsen tidligere på året i en artikel i JydskeVestkysten.

Hun er stifter og indehaver af danseskolen Dance Company Twenty. Danseskolen er hendes drøm, og da hun tidligere på året forsøgte at råbe de unge op, var det for at finde netop de unge, der også har drømme om iværksætteri - og især dem, hvor drømmene foregår i Varde-Esbjerg.

Til formålet har hun oprettet en gruppe på Facebook. Gruppens navn er “Generation Z iværksættere Varde/Esbjerg”, og den henvender sig til iværksættere i alderen 25-30 år.

- Den dag JydskeVestkysten skrev om mig og mit ønske om at skabe et netværk for unge iværksættere, fik jeg de første seks medlemmer. I dag er der 20 medlemmer af gruppen, fortæller Caroline Sander Jepsen.

Annonce

Ikke alene i verden

For Caroline Sander Jepsen handler det om at finde andre unge, som hun kan dele sin store passion med - og som hun kan udveksle oplevelser, råd og erfaringer med.

Carolines netværk

Caroline Sander Jepsen har oprettet en gruppe på Facebook. Gruppens navn er “Generation Z iværksættere Varde/Esbjerg”.

Gruppen er henvendt til iværksættere i alderen 25-30 år.

For at blive medlem skal du have dit eget firma og være bosat i Esbjerg- eller Vardeområdet.

Du anmoder om medlemskab i Facebookgruppen ved at skrive om dig selv og dine intentioner med gruppen.

Gruppen har pr. 11. februar 2021 20 medlemmer.

Hun drømmer om at skabe et netværk, hvor medlemmerne kan bruge hinanden til at få svar på alle de spørgsmål, som unge iværksættere sidder med. Den drøm er hun nu godt på vej til at gøre til virkelighed, for alle medlemmerne i hendes nye gruppe har udtrykt, at de også mangler et sted at stille spørgsmål og mødes med andre iværksættere.

- Det er fedt, at det er kommet så godt fra start, og at der faktisk findes andre som mig. Jeg er pludselig ikke Palle alene i verden, når bare jeg tør råbe højt, siger Caroline Sander Jepsen og tilføjer, at der er stor mangfoldighed i gruppen:

- Der er kosmetologer og en del tømrere, og ham, der har Café Guldægget i Esbjerg, er også med. Det er en god skare af brancher, og det tror jeg, vi kan få noget fedt ud af.

Annonce

1 ud af 10 er ung

Hos ProVarde er iværksætter- og innovationschef, Friedericke Bruhn, begejstret for Caroline Sander Jepsens Facebookgruppe.

- Det er en kæmpe styrke at lave et netværk for yngre iværksættere. De kan sparre med hinanden og på den måde være med til at løfte hinanden med nye forretningsområder, kunder og give konkrete bud på, hvordan man kan udvikle, siger Friedericke Bruhn.


Jeg vil meget gerne være med til at bakke op om hendes netværk og henvise nye, unge iværksættere dertil.

Friedericke Bruhn, iværksætter- og innovationschef, ProVarde


Hun vurderer, at der i Varde-Esbjerg-området er ni-ti procent af iværksætterne, der falder inden for den aldersgruppe - altså 25-30 år - som Caroline Sander Jepsen leder efter til sit netværk.

Som en del af ProVardes service til iværksættere henviser Friedericke Bruhn gerne til lignende netværk, hvor iværksætterne kan finde inspiration, viden og opbakning. Det vil hun fra nu af også gøre med Caroline Sander Jepsens Facebookgruppe.

- Jeg vil meget gerne være med til at bakke op om hendes netværk og henvise nye, unge iværksættere dertil. Det er altid rart se, at de kommer ind i gode rammer og får et forløb sammen med andre. Det betyder rigtig meget, siger iværksætter- og innovationschefen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Esbjerg

Udvalg vrager planer for 180 meter høje møller i Tjæreborg Enge: Byråd skal dog træffe den endelige beslutning

Annonce