Nordborg: Iført gule Tour de France-veste og til tonerne af VOS-pigernes ”Te ringerien” var over 400 mennesker tirsdag samlet i skolegården på Nordals Skolen for at finde vinderen af det til lejligheden opfundne ”Tour de Ringridning.”
Beboerne på det lokale plejehjem Tangshave var mødt op ledsaget af deres trofaste skubbere. Det samme var børnene fra de tre lokale børnehaver. Og fra Nordals Skolen deltog 0.-6. årgang.
Plejehjemsbeboerne dystede i kørestolsringridning, og de blev bakket op af skolens 7. klasses elever, der under konkurrencen fungerede som skubbere. De yngste børn afviklede deres konkurrence på skolens mooncars, mens de lidt ældre tog den i trillebør.