Annonce
Erhverv

Unge skal udvikle sendefladen på ny radio

Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Der kommer både til at være nyheder, musik og satire på radio Loud, der har vundet udbud om ny DAB-kanal.

Det er uvist, hvor mange ansatte den nye ungdomsradio Loud får, og hvor radioen får hovedsæde, når den går i luften næste forår.

Men sikkert er det, at stationen, der skal henvende sig til unge, vil bruge sine partnerskaber til at inddrage unge i sine udsendelser.

Det fortæller kanaldirektør Ann Lykke Davidsen, efter at Loud tirsdag har vundet udbuddet om en ny offentligt støttet DAB-kanal.

- Én ting er radioen, som bliver vores dna. En anden ting er at skabe et brand og skabe et Loud, hvor Loud er et sted, man kan komme hen som ung og deltage i den demokratiske debat.

- Nogle gange vil det være på sociale medier, nogle gange i form af lyd og andre gange i form af events, siger Ann Lykke Davidsen.

Bag radio Loud står en kreds af ni lokalradiostationer, Roskilde Festival, Nationalmuseet, teatret Mungo Park og Danske Studerendes Fællesråd.

Radio Loud kommer både til at lave nyhedsudsendelser, debat- og kulturprogrammer, satire, musikprogrammer og reportage.

- De unge vil være med til at udvikle det og påvirke det, siger Ann Lykke Davidsen om radioens indhold.

Hun henviser til, at radioen via sine partnere - eksempelvis Danske Studerendes Fællesråd - har en bred adgang til unge, der kan sætte sit præg på radioen.

- Vi giver jo ikke radioen til unge, der aldrig før har lavet radio. Men vi lytter til dem, og ud fra det vil vi skabe et brand sammen med dem, siger hun.

Foruden radio Loud søgte Radio24syv og DK4 Radio om tilladelse til at sende fra den nye DAB-kanal. Ann Lykke Davidsen følte sig "overhovedet ikke" sikker på, at netop hendes radiostation ville vinde udbuddet.

- Jeg vidste godt, at vi havde fat i noget, og at timingen var rigtig. Der var et momentum her i forhold til at skabe konstruktiv journalistik og at skabe lyd på en ny måde. Så var det bare at krydse fingrene, siger hun.

Netop konstruktiv journalistik er et af de områder, som Loud vil sætte ekstra fokus på. Præcis hvordan journalistikken bliver konstruktiv, uddyber Ann Lykke Davidsen ikke.

Og hvordan Loud kommer til at lave radio "på en ny måde", må lytterne vente med at finde ud af, til stationen går i luften 1. april 2020.

- Nu skal vi i gang med at skabe hele dette univers, siger kanaldirektøren.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Annonce