Annonce
Sønderborg

Universe åbner med de største nyheder i ti år

I VR-udstillingen kan man tegne i luften med VR-briller på.

Oplevelsesparken Universe præsenterer i sæsonen 2017 det største nyhedsprogram i ti år. I foråret åbner parken med en virtual reality-udstilling på 400 kvadratmeter, elbil-bane og kinesisk have.

NORDALS: Siden efteråret har medarbejderne i Universe arbejdet indendørs og udendørs på parkens nyheder til sæsonen 2017.

Det er især en virtual reality-udstilling på 400 kvadratmeter og en udvidelse af Bittens Have, som der er brugt mange timer på.

Udstillingen har 11 rum med oplevelser og spil, som opleves gennem virtual reality-briller. Den kinesiske have er lavet med inspiration fra Bitten Clausens oprindelige have. Desuden bliver der lavet en elbil-bane ved siden af segway-banen.

- Det er det største nyhedsprogram siden indvielsen af udstillingsbygningen i 2007. De mindste kan komme ud og køre i elbil, og de ældste kan nyde haveanlægget. Så der er grunde nok til at tage hele familien med i Universe, siger Torben Kylling Petersen, der er Universe-direktør.

98.000 gæster i 2017

I sæsonen 2016 besøgte knap 93.000 parken på Nordals. Det er næsten 5000 flere end i 2015. Torben Kylling Petersen regner med 98.000 besøgende i 2017. Derfor skal der ansættes lidt flere sæsonarbejdere i forhold til sidste år. Der er cirka 100 sæsonarbejdere i parken.

Det er Bitten og Mads Clausens Fonden, som lægger penge i at udvikle parken.

- Jeg kan ikke fortælle, hvad fonden investerer i denne sæson, da der godt kan snige sig en enkelt nyhed mere ind, siger Torben Kylling Petersen.

Nyhederne holdes indenfor parkens nuværende størrelse.

- Vi har ikke planer om at udvide, før Nordals Ferieresort er en realitet, men så bliver vi også nødt til at kigge på det, siger Torben Kylling Petersen.

Annonce

Det er det største nyhedsprogram siden indvielsen af udstillings-

bygningen i 2007.

Torben Kylling Petersen

Universe og nyheder

Parken åbner lørdag den 8. april i påskeferien.


  • Parken har normalt i forårs- og efterårssæsonen kun åbnet for gæster i weekenderne, mens skoler har adgang til parken på hverdage. I denne sæson åbner parken for alle også om fredagen i ydersæsonerne. Resten af året er der åbent alle dage.

  • Blandt nyhederne er en 5D-film med dinosaurer og et nyt dome/planetarium, der viser en 360 grader film om solsystemet.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Sørgelig sag fik det rette udfald

Sagen er helt igennem sørgelig. Men det kunne ikke være anderledes. Naturligvis måtte den danske stat ikke lade et lille barn gå til grunde i en lejr i Syrien, efter såvel barnets somalisk-danske mor som faren tilsyneladende er blevet dræbt. Derfor er den 11 måneder gamle dreng nu blevet hentet til Danmark, hvor han forhåbentlig får en god fremtid sammen med sine slægtninge. Både drengens mor og far har haft tilknytning til Islamisk Stat. Sagen er den bedst tænkelige illustration af det idioti, disse fanatikere er besat af. Deltagelse i terror er i sig selv utilgivelig. Men det er komplet ubegribeligt, at forældre også er parate til at ofre deres eget barn for en tåbelig sag. Netop dette er jo konsekvensen af at medbringe børn eller sætte dem i verden i det helvede, Islamisk Stat lykkeligvis kun for en kort periode kunne etablere i Mellemøsten. Vi skal i sådanne sager være humane, men med kraftige forbehold. For den danske stat er der uanset farven på de pågældendes pas ingen grund til at gøre sig synderlige anstrengelser for at hente andre IS-terrorister til landet. Det gælder også for de pågældendes børn, med mindre ganske særlige forhold gør sig gældende. Det var tilfældet for den lille dreng samt i en tidligere sag, hvor en hårdt kvæstet 13-årig dreng i juni blev evakueret fra en interneringslejr. Alternativet havde formentlig i begge tilfælde været børnenes død. Det må vi ikke medvirke til. Dansk Folkeparti lufter mistanken om, at det reelt ikke er muligt at kontrollere, hvorvidt den lille drengs forældre faktisk er afgået ved døden. I lyset af de kaotiske forhold i Syrien er denne skepsis begrundet. Men skulle for eksempel moren senere vise sig at være i live, bør det på ingen måde berettige hende til en fribillet retur til Danmark. Flere medier har bragt historier om tidligere IS-terrorister, der angiveligt bittert har fortrudt og nu vil retur til Danmark. Til dem er beskeden: Alle valg i livet har konsekvenser, og I er ikke velkomne.

Annonce