Annonce
Sønderborg

Universe fik den bedste sæson nogensinde

Universe har åbent fra påske til efterårsferien hvert år. Arkivfoto: Kim Holm
Oplevelsesparken Universe slog i år sin egen besøgsrekord. I 2019 besøgte lidt over 139.000 gæster parken på Nordals. Der investeres 17 millioner kroner i parken næste år.
Annonce

Nordals: 139.163 gæster var i løbet af 2019 på besøg i oplevelsesparken Universe. Det betyder, at sæsonen er den bedste sæson nogensinde for den 14 år gamle park. I 2018 besøgte 128.647 gæster parken, og besøgstallet er vokset med 10 procent fra 2018 til 2019. Oplevelsesparken åbnede sine døre første gang i 2005, og besøgsrekorden var indtil nu sæson 2007, hvor 131.356 gæster besøgte parken.

- Vi er virkelig glade og stolte over at have sat ny sæsonrekord i Universe, men vi er næsten endnu mere tilfredse med, at vi har vækst i besøgstallet for femte år i træk. Igennem de seneste år har vi nemlig arbejdet målrettet med at skabe vækst i besøgstallet ved både at skabe fornyelse i parkens oplevelsestilbud og ved at styrke vores markedsføring, siger administrerende direktør Torben Kylling Petersen. De senere år har parken lagt stor vægt på fornyelse. I 2019 blev der investeret 10 millioner kroner på nye attraktioner som Film Studio, hvor kan gæsterne udforske og lege med filmskabelse og spille overfor skuespillerne fra filmen 'I Krig og Kærlighed' i de originale kulisser, som blev brugt i filmen. Sæbeboblelaboratoriet BubbleLab blev fornyet, og i området Phenomena sættes der fokus på fire naturvidenskabelige fænomener. Konstant fornyelse af parkens aktiviteter er en af de punkter, som de sæsonkort-holderne i Universe peger på som en primær årsag til at købe sæsonkort til parken. I sæson 2019 købte 7880 personer sæsonkort til Universe, hvilket var en stigning på ni procent fra året før.

Besøgstal

Oplevelsesparken Universe åbnede i 2005 og havde i mange år et besøgstal på omkring 100.000. Men i 2013 faldt besøgstallet til 75.000. Siden er besøgstallet steget år for år. I sæsonen 2016 besøgte 93.000 parken på Nordals, mens 110.000 besøgte parken i 2017. I 2018 var der 128.647 besøgende. Universe åbner lørdag den 4. april 2020 for den nye sæson.
Annonce

Renoverer Blå Kube

Væksten i besøgstallet i 2019 er primært skabt af turister og endagsbesøgene i løbet af sommerperioden. Målt over de seks sommerferieuger (ugerne 27-32) steg besøgstallet med 12.000 gæster fra 2018 til 2019. - Vi må bare konstatere, at turismen i Danmark virkelig er i vækst i disse år, men i særdeleshed i Sønderjylland. Det kan jo ses direkte i vores besøgstal, når turisterne i stigende grad tilvælger Sønderjylland som feriedestination, siger Torben Kylling Petersen. Universe forventer igen at øge besøgstallet i 2020, hvor der investeres 17 millioner i parken. Årets store nyhed bliver Den Blå Kube, som bliver centrum for en stor, digital globus. Anette og Jørgen Mads Clausen købte i 2000 Den Blå Kube på verdensudstillingen i Hannover og fik den fragtet til Nordals. Her har den siden 2005 været signatur-bygning i Universe, hvor kuben lærer gæsterne om naturfænomener og naturkræfter. - Til 2020-sæsonen investerer vi i parkens ikoniske midtpunkt, Den Blå Kube. Dugen bliver skiftet, indholdet bliver shinet op, og en helt ny klode tilføjet. Ud over opgraderingen af Blå Kube, vil vi i begyndelsen af det nye år kunne præsentere endnu en ny attraktion, siger Torben Kylling Petersen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tønder

Tønder tabte pusten efter pausen

Varde

Ingen kære mor: Skoleleder sender eleverne hjem, hvis de overtræder coronaregler

Annonce