Annonce
Danmark

Aarhus Universitet i ny regnefejl: Udledning er mindre end antaget

Foto: Flemming Krogh/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix
I ny sag erkender universitet nu, at der er begået en regnefejl. Danmark udleder mindre kvælstof end antaget.

Aarhus Universitet har begået en ny regnefejl, hvor det nu fremgår, at Danmark udleder mindre kvælstof end hidtil oplyst, men stadig for meget.

Fejlen rækker tilbage til 1990 og betyder, at der er udledt 3000 ton mindre end oplyst i 2018. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Miljø- og Fødevareministeriet.

Sagen kommer efter en anden regnefejl fra universitetet, som omhandlede lavbundsjorde. Miljøminister Lea Wermelin (S) er ærgerlig.

- Det er dybt utilfredsstillende, at Aarhus Universitet ikke har haft styr på tallene, og det er desværre sket flere gange i den seneste tid. Vi er som politikere nødt til at kunne stole på fakta fra forskerne, når vi diskuterer og træffer politiske beslutninger, siger hun.

Universitetet er endnu ikke klar over det præcise omfang i den nye sag. De årlige udledninger i perioden 1990-2018 er som gennemsnit overestimeret med cirka 1000 ton.

Der er ganske enkelt brugt flere målestationer end tidligere og anvendt bedre modeller til beregninger af mængden af kvælstof og fosfor, der strømmer via vandløb til havet.

Det oplyser Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet i en pressemeddelelse. Politikerne og befolkningen er nødt til at kunne stole på forskernes beregninger ifølge ministeren.

- Det er afgørende, og derfor har mit ministerium bedt universitetet om en plan for, hvordan de vil øge kvalitetssikringen af deres forskning fremover, siger Lea Wermelin.

Kort før jul blev forskerne opmærksomme på flere uforklarligt store forskelle mellem nye og gamle metoder, når man analyserede resultaterne på mindre områder og på tilførslerne til havet.

Forskellene var dog for store til at kunne forklares med nye regnemetoder, og der blev iværksat en ny gennemgang, der blotlagde fejlene.

Udledningen af kvælstof er stadig mindst 10.000 ton mere end målet. I forbindelse med de kommende vandområdeplaner for 2021-2027 vil målbelastningen blive opdateret.

Ministeren har bedt Aarhus Universitet om en teknisk gennemgang af sagen.

Seniorrådgiver Hans Thodsen fra Aarhus Universitet forklarer, at det nye resultat skyldes et bedre beregningsgrundlag.

- Det kaldes for en regnefejl, men vi regner på samme måde nu. Det er beregningsgrundlaget, der kunne have været bedre. Det har ikke været velegnet til det, det er brugt til.

- Men teknisk set er det ikke en regnefejl, det er ikke sådan, at vi har skrevet plus, hvor det skulle have været minus, siger han.

Siden basisåret 1990 er der brugt nogle bestemte målestationer til faktatjek af beregningerne, men forskerne har fundet ud af, at de ikke egner sig til det.

Mens fejlen er rettet for udledning af kvælstof, mangler der ifølge ministeriet stadig beregninger for fosfor. Seniorforskeren oplyser dog, at udledningerne for fosfor også går ned.

I gennemsnit er den hvert år fra 1990 til 2018 faldet med 100 tons fosfor årligt.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Forløb om udligning er uskønt

Selvom Danmark er et lille land, er der betydelig forskel på de økonomiske vilkår i de enkelte lokalområder. Derfor er det sund fornuft med kommunal udligning, så borgerne kan få i hvert fald nogenlunde ens levevilkår, uanset om de bor i et velhaverområde nord for København eller i en kommune, der for eksempel er udfordret af mange ældre, plejekrævende borgere og lave husstandsindkomster. Ordninger af denne karakter vil nødvendigvis skabe splid. Nogle kommuner vil føle, de skal aflevere for meget, mens andre oplever at modtage for lidt. Men for at acceptere ordningen er det i det mindste nødvendigt, at man lokalt kan forstå den. Her er det tilsyneladende gået helt galt med regeringens udspil til en udligningsreform. Flere borgmestre erkender, at de ganske enkelt ikke begriber resultaterne, selv om regeringen lidt efter lidt er rykket ud med flere detaljer og regnestykker. De frustrerede borgmestre får opbakning fra professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, der kalder forløbet rodet og kaotisk. Bedre bliver det ikke af, at der undervejs havde sneget sig en regnefejl på 200 millioner kroner ind i udspillet. Fejlen er erkendt, undskyldt og rettet. Men ellers mener Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, at alt er i bedste orden. Processen har været som ved foregående udligningsreformer, og ingen tal bliver holdt hemmelige. Per Nikolaj Bukh mener til gengæld, at informationerne er kommet for langsomt og kun afleveret under pres. Han foreslår derfor, at den store reform bliver sat på pause. Ligefrem at standse et så omfattende projekt midt under forhandlingerne er nok at gå en kende for vidt. Men det ville klæde regeringen at erkende, at håndteringen har været uskøn, hvilket da også har fået De Konservative og Liberal Alliance til at forlade forhandlingsbordet på grund af manglende informationer, mens Venstre kun tøvende mødte op – ligeledes fordi partiet, følte de på forhånd vidste for lidt.

Sønderborg

Evakuerede beboere kunne vende tilbage efter natlig indsats: Svajende skorsten på 40 meter er revet ned

Kultur

Paul C om at beholde to stjerner: Vi fejrede det med en potte te

Annonce