Annonce
Tarm

Uopfordrede ansøgninger løber ind hos ny højskole: Vi behøver ikke stillingsopslag

Når Vostrup Efterskole bliver til Vostrup Højskole, får den nye ejer ikke svært ved at finde personale og lokale håndværkere til at ombygge. Arkivfoto: Søren Palmelund
Konkursramt efterskole stod tom i årevis, men nu kommer der en højskole. Den nyhed har skabt så stor lokal interesse, at højskolen hverken behøver annoncere efter medarbejdere eller efter håndværkere til at bygge om, for de uopfordrede ansøgninger tikker troligt ind.
Annonce

VOSTRUP: Før var der efterskole med fokus på musik og teater. Nu skal der være højskole for psykisk sårbare unge voksne i alderen 18 til 35 år.

Så når den konkurs-lukkede efterskole i Vostrup skal omdannes til højskole, skal der både nye elever, nyt personale og en smule ny indretning til. Men allerede inden højskolen har slået stillinger op eller kontaktet de lokale håndværkere, har højskolen bruttolisten klar.

For det vrimler nemlig med lokale interesserede, som selv har taget fat i OK-Fonden, der står bag højskoleprojektet. Allerede i midten af sidste uge kunne psykiatridirektør Lone Lundsgård glæde sig over, at man havde fået henvendelser nok til at dække det behov, man står med nu og her.

En lokal borger gav et tip til, hvem OK-Fonden skulle gribe fat i for at få gang i højskolens vindmølle igen, så man kan producere sin egen strøm. Nogle lokale håndværkere såsom tømrere, skiltemalere og andre har givet udtryk for, de gerne tager imod opgaverne, når skolen skal finpudses til højskolebrug.

Der er også tikket så mange uopfordrede jobansøgninger ind, at Lone Lundgårds i den pulje regner med at finde de medarbejdere, man har brug for, når højskolen åbner for alvor til maj.

- Det er fantastisk, vi kan få så mange henvendelser fra kvalificerede ansøgere, at vi ikke behøver at lave stillingsopslag. Vi vil løbende lave stillingsopslag, når der kommer flere højskole-elever, men her til en start behøver vi ikke gøre det, siger OK-Fondens psykiatridirektør, Lone Lundsgård.

Annonce

Fra mad til e-sport

På OK-Fondens hjemmeside har de nu lavet en Vostrup-underside, hvor man kan ansøge uopfordret om job, for der er ingen stillingsopslag. Men før guiden til at søge arbejde blev lagt derind, havde Lone Lundsgård fået flere relevante ansøgere.


Det er fantastisk, vi kan få så mange henvendelser fra kvalificerede ansøgere, at vi ikke behøver at lave stillingsopslag.

Lone Lundsgård, psykiatridirektør, OK-Fonden


Så nu står Lone Lundgård med en liste af mulige medarbejdere. Det er folk, der kan lave mad, undervise i e-sport, lærere til det boglige, til musik og til idræt. Det er pædagoger, sygeplejersker, socialrådgivere. Torsdag i sidste uge havde man fået 15-20 ansøgninger fra folk, der ikke i forvejen er tilknyttet OK-Fonden.

- Det interessante er, at der kommer så mange udefra. Vi får normalt fra folk i egen organisation, men det er spændende, at vi får så mange ude fra, der er velkvalificerede og har utroligt bred viden. Det er med til at få os til at tænke meget mere ud ad boksen, siger psykiatridirektøren.

Annonce

Glæde hos de lokale

Ikke alene er processen med at finde medarbejdere kommet godt fra land. Arbejdet med at finde de rette elever er også så småt sat i gang, og generelt har det været en god begyndelse, synes Lone Lundsgård.

I Vostrup er man da også positivt stemte over for, at der igen kommer liv i bygningen, som har stået tom i tre et halvt år.

- Det lyder rigtig spændende. Det er en glædelig nyhed, at der kan komme gang i det igen, siger formanden for Lønborg-Vostrup Borgerforening, Peter Lauridsen.

Samme toner lyder fra Lønborg-Vostrup Fælleshus, der er nabo til efterskolen. Kun en boldbane ligger mellem de to bygninger.

- Det er altid godt, at der kommer aktivitet og unge mennesker. Det er fantastisk. Det smitter også af på os, for vi har hele tiden været kede af, at der ikke er sket noget, siger formanden for Lønborg-Vostrup Fælleshus, Thomas Jensen.

Fælleshusets formand har tidligere siddet i bestyrelsen for efterskolen. Han og Peter Lauridsen fra borgerforeningen tror på, at der vil blive taget godt imod de nye ejere af det, de begge mener, er en livsnerve i Vostrup.

- Vi vil fokusere på at gøre rigtig meget for de mennesker, der kommer herud og skal være herude. Vi kan prøve at samles om at tilbyde de ting, vi kan præsentere herude på den rigtige måde. Det er blandt andet de naturkvaliteter, vi har, siger Peter Lauridsen fra borgerforeningen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Esbjerg

Udvalg vrager planer for 180 meter høje møller i Tjæreborg Enge: Byråd skal dog træffe den endelige beslutning

Annonce