Annonce
Indland

Usædvanligt syn i Jylland: Vild pelikan på weekendophold

Bent Jakobsen/Blåvand Fuglestation/Ritzau Scanpix
Lørdag blev en hvid, vild pelikan opdaget i Filsø ved Varde. Mandag er den set i Nordjylland.

En pelikan pendler tilsyneladende mellem jyske vådområder i disse dage.

Lørdag blev den opdaget i Filsø i Sydvestjylland, søndag blev den observeret i Vejlerne i Nordjylland, og samme sted er den set mandag.

Det er langtfra hver dag, at det sker, fortæller ornitolog hos Dansk Ornitologisk Forening (DOF) Henrik Haaning Nielsen.

- Det er meget, meget usædvanligt. Der er meget få fund af pelikaner i Danmark. Det er under ti, siger Henrik Haaning Nielsen.

Ornitologen har selv set pelikanen mandag morgen, og ifølge ham er der tale om en pelikan fra sidste år.

- Sandsynligvis er pelikanen trukket nordpå til Danmark med den seneste varmebølge fra sydøst. Den blev set i Tyskland, inden den nåede Filsø og nu Vejlerne.

- Yngre fugle er kendt for at prøve ting af og kan finde på at komme på afveje. De to ting lagt sammen kan godt tyde på, at det er en spontan og vild fugl, siger Henrik Haaning Nielsen.

Hvis man vil se pelikanen, vurderer ornitologen, at der er bedst chance for at se den i Skagen.

- Måske flyver den til Skagen og vender næbet sydpå igen for måske at slå sig ned i Lille Vildmose eller Ulvedybet en dags tid. Det hører vi nok om, for den er ikke sådan at overse, siger Henrik Haaning Nielsen.

Ifølge ornitologen er det meget usandsynligt, at den hvide pelikan slår sig ned i Danmark.

- Det er nok for koldt til, at pelikaner kan trives. Jeg tror ikke, den bliver mere end et par dage, siger Henrik Haaning Nielsen.

Den hvide pelikan yngler fåtalligt i Europa i flere lande omkring Sortehavet, blandt andet i Ukraine, hvor den har været i svag fremgang de senere år.

I Danmark er hvid pelikan senest set i 2013 ved Aabenraa og i august 2010, da et eksemplar blev opdaget på Læsø.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Annonce