Annonce
Udland

USA beskylder Rusland for at stå bag misinformation om vacciner

USA mistænker Rusland for at stå bag hjemmesider, der angiveligt indeholder misvisende informationer om covid-19-vacciner fremstillet i USA. Rusland var det første land til at godkende en vaccine mod coronavirusset - Sputnik V. (Arkivfoto). Foto: Frantisek Ivan/Ritzau Scanpix
Ifølge USA er russisk spiontjeneste involveret i at sprede forkerte informationer om amerikansk vaccine.

USA beskylder Rusland for at stå bag hjemmesider, der angiveligt udbreder forkerte informationer om amerikansk fremstillede covid-19-vacciner.

- Det er meget tydeligt, at Rusland er i gang med et af sine gamle tricks, og dermed bliver folk udsat for en potentiel risiko, fordi der spredes vildledende informationer om vacciner, som vi ved redder liv hver dag, siger Nick Price, der er talsmand for det amerikanske udenrigsministerium.

Ifølge en afdeling under udenrigsministeriet - Global Engagement Center - står en russisk efterretningstjeneste bag fire hjemmesider, der er involveret i kampagnen.

Blandt Global Engagement Centers opgaver er at overvåge udenlandsk propaganda.

På hjemmesiderne bliver risikoen ved den vaccine, som det amerikanske medicinalselskab Pfizer har udviklet sammen med det tyske BioNTech, ifølge Global Engagement Center overdrevet.

Det sker angiveligt i et forsøg på at promovere Ruslands egen covid-19-vaccine, Sputnik V, der ikke er godkendt i hverken EU eller USA.

Global Engagement Center har tidligere vurderet, at tusindvis af konti med forbindelse til Rusland deltager i en koordineret kampagne på sociale medier med det formål at underminere de officielle forklaringer vedrørende covid-19.

Kina skulle kortvarigt have forsøgt sig med noget tilsvarende, men besluttede ifølge Global Engagement Center at opgive det.

I stedet valgte Kina at fremhæve landets egne bestræbelser for at bekæmpe virusset ud fra en antagelse om, at det ville have en større gennemslagskraft.

Amerikanske efterretningstjenester har i årevis mistænkt Rusland for at stå bag kampagner med henblik på at skabe mistro mellem befolkningen og myndighederne.

Deriblandt ved at sprede en myte i 1980'erne om at amerikanske videnskabsfolk skabte det virus, som forårsager Aids.

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv For abonnenter

28-årige Linette er chef for område med 260 medarbejdere i Sydbank: - Jeg har flere gange oplevet, at folk tror, jeg er assistenten

Varde For abonnenter

Forældre skuffede over tilsyn fra Arbejdstilsynet i asbestsag

Annonce