Annonce
Udland

USA-kender om topdiplomat: Han ødelægger alt for Trump

Drew Angerer/Ritzau Scanpix
En af Trumps nærmeste allierede har svækket præsidenten væsentligt under afhøring i omstridt Ukraine-sag.

Donald Trump førte en "noget for noget"-politik. Og det gjorde han i forsøget på at presse politiske ledere i Ukraine til at undersøge forhold omkring Trumps demokratiske rival Joe Biden og dennes søn.

Det har USA's EU-ambassadør, Gordon Sondland, onsdag forklaret under en høring i Kongressen. Netop Sondland har en særlig stor betydning i sagen om præsident Trumps mulige magtmisbrug.

Det vurderer USA-kender Mette Nøhr Claushøj. Hun har en master i amerikansk politik og har blandt andet arbejdet som udenrigspolitisk rådgiver for den danske ambassade i Washington D.C.

- Det er jo totalt ødelæggende for Trump-administrationen. Jeg har aldrig set noget lignende under offentlige høringer.

- Han har bekræftet, at der var tale om afpresning, korruption, bestikkelse - eller hvad man skal kalde det - og så har han bekræftet, at alle vidste, at det foregik. Alle ministre, alle diplomater og præsidenten selv, siger hun.

Gordon Sondland er kendt som en nær allieret til Donald Trump.

- Det er en diplomat, som Trump selv har udpeget. Det er ikke en, som en af Trumps ministre har udpeget. Det er ikke en karrierediplomat.

- Det er en mand, der aktivt har arbejdet for, at Trump skulle komme til som præsident, forklarer Mette Nøhr Claushøj.

Høringerne i Kongressen skal afgøre, hvorvidt der kan rejses en rigsretssag mod Trump, hvilket i sidste ende kan medføre, at han må forlade sin post.

I onsdagens høring har Sondland forklaret, at præsidenten - efter hans opfattelse - har blokeret for militærhjælp til Ukraine i forbindelse med sit ønske om, at den ukrainske præsident, Volodimir Zelenskij, satte gang i en efterforskning af Joe Biden og Bidens søn Hunter Biden.

Sønnen tog i 2014 imod en højt betalt stilling i et ukrainsk energikonsortium.

- Man kan ikke komme uden om nu, at der er beviser nok, lyder det fra Mette Nørh Claushøj efter Gordon Sondlands forklaring.

Hun peger videre på, at Det Hvide Hus har muligvis forsøgt at gøre den amerikanske EU-ambassadør til syndebuk i sagen.

- Jeg er ikke i tvivl om, at når han siger, hvad han gør i dagens høring, så er det, fordi der har været tegn på fra Det Hvide Hus' side, at man ville give ham skylden for det hele, siger Mette Nøhr Claushøj.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Stor ståhej for ingen krænkelse

Det er fastelavnstid og dermed højsæson for det at klæde sig ud, og hvis du tror, at det er sjov og ballade, har du sovet i timen. Udklædning tager man ikke let på i dag. Der er vildt mange hensyn, der skal tages. En god udklædning skal ikke bare være flot, sjov, vellignende eller godt tænkt. Den skal være politisk korrekt. Ve dig, hvis du begår en fejl. TV2-vært Mette Helena Rasmussen, mest kendt fra programmet Nybyggerne, tog et muslimsk tørklæde på og lagde et billede af sig selv på Instagram. Klar til fest. Så stod hun ellers for skud. Som var hun selve tønden til en fastelavnsfest, haglede slagene ned over hende. Hun blev kaldt racist. Hun blev kaldt dum. Hun skyndte sig at undskylde. Det er den typiske reaktion i sådanne sager. En hurtig undskyldning. Det var også sådan Canadas premierminister, Justin Trudeau, i efteråret, krisehåndterede, da et gammelt billede fra en udklædningsfest i 2001 dukkede op. Det viste ham som Aladdin med ansigtet malet brunt. Undskyld. Undskyld. At man tyr til undskyldning og tilbagetog, når uvejret rejser sig, er forståeligt. Kritikken er ofte overvældende, og stemplet Racist er voldsomt. Det ville dog være befriende om nogen turde møde larmen med et: Ti dog stille. Det er så uhyre let at blive krænket, og mange lever tilsyneladende deres digitale liv i en evig på jagt på sager, der kan stimulere raseriet, og det var lige præcis en sådan gruppe tapre netsoldater, som for i flint i kommentarsporet, da Mette Helena Rasmussen havde lagt sit billede på nettet. Programmet ”Kulturen på P1” undersøgte sagen, talte med en række muslimske kvinder – ikke en var provokeret eller krænket. Alle var derimod forbløffede over hele affæren. Det vil tynde så dejligt ud i krænkelsesdebatterne, hvis vi hver især nøjes med at blive krænket på egne vegne. Føler vi os alligevel draget til at tage en minoritet i forsvar, det behov kan opstå, vil det klæde engagementet, om vi sikrer os, at vores hjælp og indsats faktisk er efterspurgt af dem, vi har tænkt os at agere talsmænd for. Og er den ikke det: Så ti dog stille.

Annonce