Annonce
Udland

USA fordømmer uberettiget magtanvendelse i Hongkong

Athit Perawongmetha/Reuters
USA opfordrer Kinas regering til at beskytte Hongkongs demokratiske levemåde, siger amerikansk embedsmand.

USA forventer, at den kinesiske regering ærer sine forpligtelser under den kinesisk-britiske fælleserklæring. Regeringen bør ligeledes beskytte Hongkongs frihed, juridiske system og demokratiske levemåde.

Det siger en højtstående embedsmand i præsident Donald Trumps administration.

USA fordømmer den "uberettigede magtanvendelse" i Hongkong, siger den unavngivne embedsmand.

- Vi fordømmer den uberettigede magtanvendelse og opfordrer alle parter til at afstå fra vold og indgå i en konstruktiv dialog, siger embedsmanden.

- Som præsidenten har sagt, så forventer USA, at Beijing overholder sine forpligtelser i henhold til den kinesisk-britiske fælleserklæring og beskytter Hongkongs frihed, retssystem og demokratiske levemåde.

Udmeldingen kommer, mens der er voldsomme sammenstød mellem politiet i Hongkong og demonstranter, som har barrikaderet sig på et universitet i byen.

Kina og Storbritannien enedes i 1984 om fælleserklæringen Sino-British Joint Declaration.

Aftalen sikrer territoriets unikke karakter, herunder politiske og økonomiske frihedsrettigheder, som strider imod det kommunistiske system, der gælder i resten af Kina. Med andre ord: Ét land, to systemer-konceptet.

Sino-British Joint Declaration gav kineserne Hongkong tilbage, hvilket skete i 1997, hvor Hongkong overgik fra at være en britisk kronkoloni til at være en særlig, administrativ region i Kina.

Mandag morgen lokal tid har politiet i Hongkong afspærret byens polytekniske universitet, hvor hundredvis af studerende har barrikaderet sig.

På tv-billeder ses en omfattende brand ved en af universitetets indgange, efter at demonstranter har kastet molotovcocktails mod politiet for at afværge, at betjente lykkes med at komme ind på universitetet.

I sit forsøg på at storme universitetet har politiet brugt vandkanoner, tåregas og pansrede køretøjer natten igennem, og det er endt i voldsomme sammenstød.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Trafikskadet bil brød i brand

Kolding

Lysfestivalens nye, store satsning er blevet ødelagt af nattens stormvej: - Det er ærgerligt for at sige det pænt

Annonce