Annonce
Udland

Ambassadør: Trump var mere interesseret i Biden end i Ukraine

Jim Lo Scalzo/Ritzau Scanpix
Første høringer sendes på tv i rigsretsproces, hvor demokrater prøver at bevise, at Trump misbrugte sin magt.

Rigsretsprocessen mod USA's præsident, Donald Trump, er onsdag gået ind i en ny fase. Den første offentlige høring, der sendes på direkte tv, er i gang i Repræsentanternes Hus.

Sagen kan ende i en rigsretssag mod Trump.

Spørgsmålet er, om Trump misbrugte sin magt og begik en alvorlig forbrydelse, da han i sommer ringede til sin ukrainske kollega, Volodymyr Zelenskij, og bad ham undersøge demokraten Joe Bidens søn.

Det skete samtidig med, at Det Hvide Hus tilbageholdt militærbistand til Ukraine.

USA's topdiplomat i Ukraine, Bill Taylor, refererer under høringen blandt andet til en samtale med USA's ambassadør i EU, Gordon Sondland, der fortalte Taylor, at Trump havde større interesse i at finde smuds på Biden, end han havde i selve Ukraine.

- Trump gik mere op i undersøgelserne af Biden, siger Taylor blandt andet.

Ved indledningen af høringen ridsede demokraten Adam Schiff, der er formand for efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus, anklagerne mod Trump op.

- Hvis det ikke er adfærd, der kan føre til en rigsret, hvad er så, spurgte han.

- Det er sandt, at den militærbistand blev genoptaget, men først da Kongressen undersøgte sagen, siger Schiff.

Han indledte onsdagens høring ved at læse flere af anklagerne mod Trump op.

Ud over Taylor høres også en højtstående embedsmand fra udenrigsministeriet, George Kent, om Trumps påståede forsøg på at lægge pres på den ukrainske præsident.

Fra republikansk side er der hård kritik af den rigsretsundersøgelse, demokraterne har sat i gang.

Det er en "smædekampagne" og en "tv-transmitteret teaterforestilling", siger republikaneren Devin Nunes ved indledningen af høringerne onsdag.

Præsidenten selv følger ikke med i høringerne, siger hans talskvinde ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Han sidder i møder i Det Ovale Værelse. Han ser det ikke. Han arbejder, siger talskvinden, Stephanie Grisham.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Varde

Jobcenter flytter ud på Ølgod Bibliotek

Leder For abonnenter

Dronningens jernnæve

Der er nærmest altid uro i det engelske kongehus, og den seneste tid har uroen haft den iltre prins Harry som omdrejningspunkt. Prins Harry er bror til prins William, der en dag bliver konge, og yngste søn af prins Charles og prinsesse Diana, og sammen med sin kone, den borgerligt og amerikansk fødte hertuginde Meghan, ønsker han at trække sig som såkaldt seniormedlem af kongefamilien. Det er blandt andet ønsket om mere privatliv, der har bragt det unge ægtepar på disse tanker. Den engelske dronning Elisabeth har reageret ved at efterkomme parrets ønske, men samtidig også frataget dem retten til at kalde sig "kongelige højheder", frataget dem retten til at modtage apanage ligesom de to skal tilbagebetale cirka 20 millioner kroner for den nylige renovering af deres residens Frogmore Cottage. Der er langt fra det engelske til det danske kongehus, men dronning Elisabeths beslutning virker klog. Selv om man som kongelig er født ind i en særlig skæbne, er der historisk flere eksempler på, at medlemmer af forskellige kongehuse har frasagt sig disse nedarvede privilegier. I England synes dronningens holdning klar: Hvis du ikke vil arbejde som kongelig, får du heller ikke løn som kongelig. Dette spørgsmål kommer vi uden tvivl også til at diskutere inden længe her i Danmark, idet der i kongehuset lige nu er usædvanligt mange børn. En del af disse vil formentlig heller ikke som voksne kunne fylde en tilværelse ud inden for kongehuset, og derfor vil den til den tid siddende regent i samråd med regering og Folketing skulle træffe beslutninger i samme boldgade som dronning Elisabeths. Et kongehus med nedarvede privilegier er egentlig som konstruktion en anakronisme, men da eksempelvis det danske kongehus nyder massiv folkelig opbakning, er det i praksis en ganske demokratisk indretning. Imidlertid hviler en del af populariteten utvivlsomt på en bred accept af forholdet mellem aflønning og indsats, og her er det klart, at medlemmer af kongehuset for at få apanage skal arbejde for pengene.

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];