Annonce
Udland

USA har formelt begæret Assange udleveret

Justin Tallis/Ritzau Scanpix
USA anklager WikiLeaks' stifter for at have delt fortrolige oplysninger. Sverige gransker voldtægtssag.

Det amerikanske justitsministerium har formelt begæret stifteren af WikiLeaks, Julian Assange, udleveret fra Storbritannien.

- Vi har nu modtaget en komplet begæring om udlevering fra USA, siger en talsperson for det britiske ministerium for intern sikkerhed.

Begæringen blev formelt sendt til Storbritannien i sidste uge. Men det blev først offentliggjort tirsdag.

Assange er i USA anklaget for gennem WikiLeaks at offentliggøre store mængder fortrolige amerikanske dokumenter om krigene i Afghanistan og Irak. Ifølge ministeriet har Assange forbrudt sig mod loven om spionage.

I sidste måned rejste det amerikanske justitsministerium 17 nye sigtelser mod stifteren Assange. Han sigtes for at have hjulpet den tidligere amerikanske efterretningsofficer og whistleblower Chelsea Manning med at skaffe fortrolig information.

Ifølge anklagerne har Julian Assange "risikeret alvorlig skade" mod USA. Det skal være sket ved offentliggørelsen af flere tusinde hemmelige dokumenter. Assange har blandt andet bragt fortrolige kilder for de amerikanske styrker i potentiel fare.

Sverige har besluttet sig for at genoptage en voldtægtssag mod Assange. Men Sverige har ikke begæret ham udleveret endnu.

En domstol i Sverige har afgjort, at Assange ikke skal varetægtsfængsles i Sverige, hvilket betyder, at han ikke bliver begæret udleveret, mens efterforskningen af sagen mod ham fortsætter.

Ifølge den svenske dommerafgørelse er Assange sigtet for én voldtægt af mindre grov karakter. Hun mener, at Assange kan afhøres i London, hvor han sidder fængslet.

Anklagerne i Sverige mod den 47-årige Assange om voldtægt og overgreb mod to kvinder går tilbage til 2010.

Assange blev 11. april anholdt på Ecuadors ambassade af britisk politi. På det tidspunkt havde han opholdt sig på ambassaden i næsten syv år.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener om Radio24syv: Man kan både vinde og tabe udbud

Når det offentlige sender opgaver i udbud, ligger det i sagens natur, at man som byder både kan vinde og tabe. Og det er også naturligt, at når en udbudsperiode udløber, risikerer det firma, der hidtil har løst opgaven, at tabe kampen om et nyt udbud. Men de selvfølgeligheder anfægter ikke de mange tilhængere af Radio24syv, der er dybt skuffede og vrede over, at radiokanalen ikke kan fortsætte efter denne måneds udgang. Lukningen af Radio24syv bliver af kritikere set som politikeres bevidste forsøg på at stoppe en kanal, der har lavet magtkritiske nyheder og satire. Dette blev også af disse kritikere set som årsagen til, at det daværende borgerlige flertal besluttede, at det nye udbud af Radio24syvs sendetilladelse skulle føre til en radiostation med hovedsæde i provinsen. Radio24syvs ejere ønskede på de forudsætninger ikke at søge. Det vakte så stor kritik, at et politisk flertal reagerede med at beslutte et udbud af en internetbaseret DAB-kanal, som ville give Radio24syv en chance for at fortsætte. Men i et udbud hverken kan eller skal politikerne bestemme hvem, der skal løse opgaven. Det har det politisk uafhængige radio og tv-nævn under Kulturministeriet haft til opgave at afgøre. Nævnet valgte så tirsdag eftermiddag, at Radio24syv ikke får den opgave. Det var et chok for mange medarbejdere og lyttere af en station, der i løbet af otte år har revolutioneret taleradio i Danmark. Tak for det. Men det er forkert, at politikerne har lukket Radio24syv. Stationen har tabt til konkurrenten Radio Loud, som af Radio og tv-nævnet er vurderet til på en række opstillede kriterier at have indgivet det bedste bud. På FM-båndet er Radio4 med hovedsæde i Aarhus klar til fra 1. november at blive afløseren for Radio24syv. Radio4 er ejet af en række lokale og regionale medier, herunder Jysk Fynske Medier, hvis største dagblad er JydskeVestkysten. Også Radio4 må risikere at kunne tabe et eventuelt nyt udbud, når den nuværende sendetilladelse udløber om otte år. For den slags udbud kan man både vinde og tabe.

Vejen

Landmand opgiver strid om Skovgårdsvej: - Min retsbevidsthed er krænket

Vejen

Vejen Kommune vinder vigtigt slag om Skovgårdsvej: Har handlet efter bogen

Annonce