Annonce
Udland

USA's forsvarsminister: Tyrkiet kan have begået krigsforbrydelser

Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix
Forsvarsminister Mike Esper siger i interview, at Tyrkiet kan være indblandet i krigsforbrydelser i offensiv.

Det lader til, at tyrkisk militær og allierede militser er i færd med at begå krigsforbrydelser i forbindelse med offensiven i det nordøstlige Syrien.

Det siger USA's forsvarsminister, Mike Esper, i et interview med tv-stationen CBS søndag.

- Det lader til, hvis det er sandt, at der er tale om krigsforbrydelser, lyder det fra forsvarsministeren.

Esper kommenterede blandt andet videooptagelser, der viser henrettelser af kurdiske fanger udført af tyrkiskstøttede militser.

- Det er en forfærdelig situation, en situation der er forårsaget af tyrkerne, af præsident Erdogan.

- På trods af vores modstand, besluttede de (tyrkerne, red.) at gennemføre denne indtrængen, sagde Esper.

I interviewet forklarede forsvarsministeren også, at man er i færd med at få be- eller afkræftet meldinger om, at tyrkiske styrker har angrebet amerikanske specialstyrker nær den tyrkisk-syriske grænse.

- Vi har givet dem vores troppers placeringer. Men hør her, jeg har selv været i krig. Jeg ved, hvordan krig foregår. Der er en tåge derude, og ting kan ske, lød det fra Esper.

I interviewet bekræftede han desuden, at omkring 1000 amerikanske soldater vil blive trukket ud af kampzonen i det nordøstlige Syrien. Esper kaldte det en "tilsigtet tilbagetrækning".

For en uge siden gav USA's præsident, Donald Trump, ordre til, at nogle af de amerikanske soldater i den del af det nordlige Syrien, hvor Tyrkiet havde planer om en offensiv, skulle skifte position, så de ikke blev fanget nær kampene.

Onsdag indledte tyrkerne en offensiv, der hovedsageligt er rettet mod de kurdiskledede styrker, der kontrollerer et stort stykke af det nordlige og særligt det nordøstlige Syrien.

Siden har der været uafbrudte kampe i og omkring nogle grænsebyer på den syrisk-tyrkiske grænse.

Ifølge FN er mere end 100.000 civile flygtet fra områder berørt af den tyrkiske offensiv.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Godda' mand solcellelov

Lovgivningsdanmark har vundet endnu en sejr. Med et hidtil uset krav til bureaukrati og dokumentation er det lykkes at bremse stor set alle landets kommuner i at få oprettet solcelleanlæg i forbindelse med kommunale bygninger og derved bidrage til den grønne omstilling. Og tillykke med det. For grundet en i særklasse ubegrundet og uigennemskuelig lovgivningsjungle er det nemlig lykkes at gøre kommunale solcelleanlæg til egentlige forsyningsvirksomheder med deraf følgende krav til selvstændige bestyrelser, regnskabsaflæggelse og meget andet af det, som i stigende grad DJØF'iserer denne nation. Alt sammen krav, der æder gevinsten ved og idéen med disse anlæg. Resultat: Flere steder er eksisterende kommunale solcelleanlæg lukket ned, ligesom planer om anlæg er droppet. Lige så uigennemskueligt er det, hvorfor så regionernes sygehuse, der jo er akkurat lige så offentlige, er fritaget for dette nonsens, og ingen kan give en bare nogenlunde gangbar forklaring. Begrundelserne er det rene volapyk og et eksempel på, hvad der sker, når lovgivningsmaskinen snurrer, uden at nogen griber ind med brugen af deres sunde fornuft. Lad os håbe, at den for tiden ganske tavse klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) også ser dette som en vanvittig indretning, i hvert fald ligger der lige til højrebenet her serveret en sag, som man skal være godt dum for ikke at spark i mål. Især når man skal være instrumental i en regeringssatsning, som ingen har bare den fjerneste idé om hvad ender med at koste. Sådan er det nemlig med det fromme ønske om at reducere nationens menneskeskabte CO2-udledning med 70 procent i forhold til 1990-niveau inden 2030. Man ved end ikke, om det overhovedet kan lade sig gøre, men man ved, at det bliver utroligt dyrt. Her står vi med en sag, der, som megen anden klimasnak, ikke er fugle på taget, men miljøgevinster lagt lige i hånden på Dan Jørgensen, hvis han ellers vil tage imod dem. Lad os få fjernet disse bureaukratiske forhindringer - hellere i dag end i morgen.

Kolding

Genoptager omdiskuteret samarbejde: Konsulenter på resultatløn skal igen finde besparelser på udsatte borgere

Annonce