Annonce
Udland

USA's højesteret skal afgøre sager om Trumps skattepapirer

Eduardo Munoz/Reuters
Først næste sommer bliver det afgjort, om præsident Trump skal udlevere dokumenter om sin privatøkonomi.
Annonce

USA's højesteret har fredag accepteret at høre præsident Donald Trumps forklaring på, hvorfor han ikke vil efterkomme krav om at udlevere sine personlige skatteoplysninger.

Trump forsøger at undgå at udlevere bankoplysninger, selvangivelser og andre dokumenter om sin privatøkonomi, som blandt andet udvalg i Repræsentanternes Hus har bedt om at få indsigt i.

Det samme har anklagemyndigheden i New York, hvor Trump boede, før han blev præsident.

I tre tilfælde har lavere domstole slået fast, at Trump skal udlevere dokumenterne. Men alle tre afgørelser har Trump appelleret til landets højeste retsinstans.

Høringen skal finde sted i marts, og en kendelse ventes at blive afsagt i juni, oplyser højesteretten.

Advokater for Trump har bedt om lov til at svare på præsidentens vegne.

- Vi er glade for, at højesteret har sagt god for at gennemgå præsidentens tre pågående sager, som rejser betydelige forfatningsmæssige spørgsmål. Vi ser frem til at fremlægge vores skriftlige og mundtlige svar, siger Jay Sekulow, en af Trumps advokater.

Ledende demokrater i Repræsentanternes Hus, det ene af de to kamre i Kongressen, udtrykker skuffelse over, at højesteret har accepteret Trumps appel.

- Desværre må det amerikanske folk nu vente adskillige måneder på de endelige afgørelser, siger Nancy Pelosi, der er formand for Repræsentanternes Hus, hvor Demokraterne sidder på flertallet.

Demokraterne har længe krævet indblik i præsidentens økonomi.

Trump har lige siden valgkampen op til præsidentvalget i 2016 nægtet at udlevere sine selvangivelser. Det har ellers været kutyme i flere årtier for amerikanske præsidenter.

Den seneste til ikke at offentliggøre sine skatteopgørelser var Richard Nixon, som regerede i Det Hvide Hus fra 1969 til 1974.

Trumps modvilje har fået Demokraterne til at rejse flere og flere spørgsmål om, hvad der gemmer sig i den mangeårige forretningsmands skattepapirer.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

Maria starter som mobilfrisør

Leder

Hvorfor er aktivister så forudsigelige?

Annonce