Annonce
Esbjerg

USA’s største økonomi sætter dødsdato for sort transport

USA’s folkerigeste stat og største økonomi vil udfase fossilbiler fra 2035. Arkivfoto: REUTERS/Stephen Lam
Californien vil stoppe salget af nye fossilbiler. Samtidig skal der også emissionsfri lastbiler og elektriske busser på vejene.
Annonce

En solrig dag i slutningen af september, flankeret af nye, skinnende elbiler, stillede Californiens guvernør, Gavin Newsom, sig op foran rullende kameraer og skruede op for statens klimapolitik:

”Om 15 år stopper vi salget af biler med forbrændingsmotorer i staten Californien,” sagde han.

Fra 2035 skal alle nye biler, der sælges i Californien, være elektriske. Det er første gang, at der bliver fremsat sådan en lov i det bilbegejstrerede USA, og det forventes at få en enorm betydning for statens udledninger af både CO2 og partikelforurening.

Samtidig kan det også skubbe både andre stater og bilproducenter i en grønnere retning. Californien går allerede forrest i USA, når det gælder transportens klimapåvirkning, og en lang række stater har før kopieret de californiske regler.

Transportsektoren er den største drivhusgasudleder i USA.

”Det er det mest virkningsfulde skridt, vores stat kan tage for at bekæmpe klimaforandringerne,” sagde guvernøren, der forklarede, at 41 procent af Californiens drivhusgasudledninger kommer fra transportsektoren – og at yderligere 11 procent stammer fra produktionen af benzin og diesel.

Verdens Bedste Nyheder

Denne artikel er produceret af Verdens Bedste Nyheder, som er et uafhængigt medie, der laver konstruktiv journalistik med udgangspunkt i FN’s Verdensmål.

Verdens Bedste Nyheder fokuserer på ofte oversete fremskridt, potentialer og løsninger på verdens udfordringer.

Læs mere på verdensbedstenyheder.dk

Tidligere i sommer vedtog Californien som de første i verden en lov for at få vare- og lastbiler gjort emissionsfri. Fra 2024 skal mindst 5 procent af solgte vare- og lastbiler i Californien være uden fossiler – og det procenttal stiger løbende, indtil alle nye tunge køretøjer skal være grønne i 2045. På samme måde skal en større og større andel af nyindkøbte, offentlige busser være elektriske fra 2023, indtil det gælder alle nye busser fra 2029.

Annonce

Andre stater følger med

Amerikanerne er begejstrerede for deres biler. USA er et af de lande, der har flest biler pr. indbygger, og Californien har cirka 30 millioner køretøjer, heraf 2 millioner vare- og lastbiler.

Det er altså en enorm bilflåde, der på sigt skal have strøm i batteriet i stedet for benzin i tanken.

Men Californiens ambitioner om en grønnere transport rækker ud over statsgrænserne. Siden 1970 har Californien haft USA’s strengeste standarder for partikeludledning fra køretøjer, og 15 andre stater har siden da kopieret den californiske lovgivning på området. På samme måde har 15 stater og Washington, D.C. indtil videre også taget den ambitiøse lov om emissionsfrie lastbiler til sig.

Det er endnu for tidligt at sige, om andre stater vil følge forbuddet mod nye fossilbiler fra 2035.

Men Californien er et marked, som bilindustrien ikke kan ignorere. Staten er den femtestørste økonomi i verden, så når myndighederne strammer reglerne for bilers udledning, må bilproducenterne følge trop, hvis de vil sælge biler til californierne. De sidste fem år har de købt flere end 2 millioner nye biler om året, så staten er et kæmpe bilmarked. Det betyder også, at store bilproducenter, blandt andre Ford, Volkswagen og BMW, tidligere har indgået aftaler om at leve op til de høje californiske standarder for udledninger. På den måde trækker Californien bilmarkedet i en grønnere retning.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sønderborg

Corona aflyser udenlandske bryllupper

Annonce