Annonce
Udland

USA ser optimistisk på mulighed for handelsaftale med Kina

Jonathan Ernst/Reuters
Ifølge Det Hvide Hus er der udsigt til et snarligt gennembrud i handelsforhandlingerne mellem USA og Kina.

Den amerikanske regering ser optimistisk på muligheden for snart at indgå en handelsaftale med Kina.

Det siger Stephanie Grisham, der er pressechef i Det Hvide Hus, i et interview torsdag med tv-kanalen Fox News.

- Jeg kan ikke kommentere samtalerne med Kina, men vi er meget, meget optimistiske omkring, at en aftale snart falder på plads, siger hun.

Torsdagen igennem har det bølget frem og tilbage med meldinger, som peger i hver sin retning i handelsstriden mellem verdens to største økonomier.

Først kom der en officiel melding fra Kina, om at en ophævelse af toldsatser vil være del af en kommende delaftale.

Det blev efterfølgende bekræftet af unavngivne kilder i USA's regering - over for både Bloomberg News og The Wall Street Journal.

Men senere blev det modsagt af to andre anonyme kilder fra administrationen.

Det kinesiske handelsministerium oplyste ellers tidligere torsdag, at forhandlerne fra Kina og USA er blevet enige om i faser at tilbagerulle told på hinandens varer i forbindelse med en kommende delvis handelsaftale, som præsident Donald Trump annoncerede i oktober.

- Handelskrigen begyndte med toldafgifter, og den bør ende med fjernelse af toldafgifter, sagde talsmand i det kinesiske handelsministerium Gao Feng på et pressemøde.

USA's præsident, Donald Trump, har brugt told på import fra Kina til milliarder af dollar som sit væsentligste våben i den næsten halvandet år lange handelsstrid. Kina har svaret igen ved at lægge told på amerikanske varer.

Udsigten til en tilbagerulning af de amerikanske toldsatser, selv i etaper, har mødt hård modstand fra Trump-rådgivere både i og uden for Det Hvide Hus, skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Der er ingen specifik aftale om at rulle toldsatser tilbage i faser, sagde Michael Pillsbury fra Hudson Institute torsdag.

Torsdagens udmelding fra Kina var derfor udtryk for "ønsketænkning", siger Pillsbury, der er ekstern rådgiver for Det Hvide Hus.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Det handler om et ordentligt arbejdsmiljø

Når jeg som medlem af økonomiudvalget har valgt offentligt at gå i rette med Mogens Rerups adfærd, er det for at beskytte vores medarbejdere mod psykisk dårligt arbejdsmiljø og for at tydeliggøre over for medarbejdere, at de har retten til at sige fra over for enhver adfærd, der kritiserer og krænker. Denne sag handler om at sikre et ordentligt arbejdsmiljø bag det arbejde, der sker i forvaltningerne. HK og Dansk Socialrådgiverforening har henvendt sig til Haderslev Kommune og er medunderskriver af brevet, idet begge fagforeninger har udtrykt bekymring for deres medlemmers ve og vel. Desværre har konflikterne stået på i årevis og er kørt i hårdknude, og der er tale om et langvarigt pres på en personalegruppe og af medarbejdere og ledere, der fortsat kan se, at de bliver hængt ud med navns nævnelse til social udskamning på sociale medier. Partsrepræsentanters rolle er at føre sag på borgeres vegne og at varetage borgerens interesser. Det kræver et samarbejde for at få et ofte kompliceret sagsforhold til at gå op, som de fleste har en gensidig interesse i. Kommunen kan afvise en person som partsrepræsentant, hvilket sker i så sjældne tilfælde, at jeg ikke i andre situationer har hørt om dette i Haderslev Kommune. Det sker kun, hvis partsrepræsentanten tilsidesætter borgerens egne interesser i sagen, eller hvis vedkommende optræder truende eller voldeligt over for myndighedspersoner. Brevet til de kommunalt ansatte er det politiske budskab om, at vi tager arbejdsmiljøet seriøst. I brevet er der samtidig en opfordring om at styrke dialogen på arbejdspladsen, så ingen medarbejder skal føle sig alene i konfliktfulde situationer.

Annonce