Annonce
Udland

USA underskriver ny handelsaftale med Mexico og Canada

Carlos Jasso/Reuters
Med tirsdagens godkendelse kan de nordamerikanske lande erstatte Nafta-aftalen fra 1994.

Topembedsmænd for USA, Canada og Mexico har tirsdag underskrevet en ny frihandelsaftale.

Det skriver flere internationale nyhedsbureauer.

Aftalen blev formelt godkendt af de tre nordamerikanske lande ved en ceremoni i Mexico City.

Det kan være sidste skridt på vejen for USA's præsident Donald Trumps bestræbelser på at erstatte Nafta-aftalen fra 1994.

Donald Trump har længe kritiseret Nafta-aftalen for at koste mange arbejdspladser i USA.

Mexicos præsident, Andres Manuel Lopez Obrador, var vært ved tirsdagens ceremoni. Canadas vicepremierminister, Chrystia Freeland, var også med, og for USA deltog handelsrepræsentant Robert Lighthizer.

Sidstnævnte kalder det et "mirakel", at aktører fra begge sider af det politiske spektrum er blevet enige om en aftale.

Den canadiske vicepremierminister kalder aftalen en "sejr for multilateralismen".

- Vi har opnået dette sammen, på et tidspunkt hvor det i stigende grad bliver svært at indgå handelsaftaler rundt om i verden, siger hun ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Mexico blev i juni i år det første af de tre lande til at godkende aftalen.

Den nye aftale har fået navnet USA-Mexico-Canada-Aftalen (USMCA).

Handelsaftalen blev underskrevet 30. november sidste år forud for et G20-topmøde.

Dengang betegnede Donald Trump aftalen som en "eksemplarisk aftale, der for evigt ændrer handelslandskabet".

Omvendt har han kaldt Nafta for "en dårlig aftale" for USA.

Underskrivelsen af aftalen i november var først og fremmest symbolsk, da den skal godkendes i de tre landes respektive parlamenter.

De seneste uger har Demokraterne forhandlet med Trump-administrationen og Mexico om de sidste detaljer i aftalen.

Den demokratiske formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, er tilfreds med resultatet.

- Den (aftalen, red.) er uendelig meget bedre end den, der først blev fremlagt af administrationen, siger hun.

Hun mener derfor, at tiden er moden til at stemme om aftalen i Repræsentanternes Hus.

Den republikanske formand for Senatet, Mitch McConnell, siger dog, at handelsaftalen nok ikke vil komme til afstemning i Senatet, før en mulig rigsretssagen mod præsident Trump er færdig.

Rigsretssagen vil kunne vare gennem både januar og februar.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Teatertorden i byrådssalen

Det er ikke altid til at vide, hvad der sætter gang i debatten, når de 27 medlemmer af Vejen Byråd træder sammen. Sådan var det heller ikke på årets første møde i byrådet i tirsdags. Men det skulle vise sig at blive dagsordenens allerførste punkt; Klaus Kildemands anmodning om udtrædelse af byrådet. Det var som sådan ikke Kildemands exit på den lokalpolitiske scene, som satte gang i den verbale bulder og brag, tilhørerne blev vidner til. Allerede forud for byrådsmødet havde løsgængeren Anni Grimm i et læserbrev kritiseret, at formandsposten midt i perioden går fra en socialdemokrat til en anden. Hendes grænse for en ”forhånds-postfordeling” var overskredet, lød det i læserbrevet. Anni Grimm tog også ordet på byrådsmødet, hvor hun kaldte sagsforløbet fra socialdemokraterne for arrogant. Anni Grimm blev i den grad bakket op af Liberal Alliances Martin Boye. Han udtrykte sin bekymring over, at den socialdemokratiske gruppeformand Jørgen Thøgersen med et pennestrøg tilsidesatte Retssikkerhedslovens bestemmelser om, at Børn- og Ungeudvalget selv vælger deres formand. Det står naturligvis Anni Grimm og Martin Boye frit for, hvad de mener. Derom ingen tvivl. Det må være dog berettiget at kaste erindringen tilbage til valgaftenen den 21. november 2017. Lige omkring midnatstide kommer repræsentanter for Venstre, Socialdemokratiet, Det konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti ud for at fortælle, at en bred konstitueringsaftale er på plads. Den fremmødte presse får at vide, hvordan eksempelvis formandsposterne i fagudvalgene fordeles. Socialdemokratiet får i denne forbindelse tildelt formandsposterne i tre udvalg – heriblandt Børn- og Ungeudvalget. Konstitueringsaftalen var Anni Grimm på den sene valgaften selv med til at præsentere som medunderskriver. Aftalen tiltræder Martin Boye også umiddelbart inden Vejen Byråds konstituering i december 2017. Mod slutningen af 2018 bekendtgør Martin Boye dog, at han ikke længere er en del af aftalen. Det er en anden historie. Børn- og Ungeudvalget adskiller sig fra de andre stående udvalg ved, at her sidder også to børnesagkyndige samt en dommer. Anni Grimm mente på byrådsmødet i tirsdags, at Børn- og Ungeudvalget derfor ikke kan sammenlignes med de øvrige stående udvalg, hvor der udelukkende er politisk repræsentation. Det kan godt være, at Retssikkerhedsloven foreskriver, at Børn- og Ungeudvalget selv vælger sin formand. Men det gør de øvrige stående udvalg også. Også borgmesteren vælges formelt af byrådet. Realpolitisk er formandsposterne dog fordelt, når konstitueringsaftalen er underskrevet. Anni Grimm har engang her i avisen leveret et ganske enestående citat, hvor hun slog fast: - Det har simpelthen været nødvendigt at få trådt i klaveret. Citat slut. Her i denne sag virker det som om, at der blev trådt lige hårdt nok. Det tangerer teatertorden. GOD SØNDAG

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];