Annonce
Udland

USA vil samle alliance i farvande nær Iran

Mumen Khatib/Ritzau Scanpix
USA håber på to uger at kunne samle allierede til at indgå i en militær koalition ved Iran og Yemen.

USA håber i de kommende par uger at kunne samle allierede til at indgå i en militær koalition, som kan sikre strategisk vigtige farvande ud for Iran og Yemen.

Det er områder, hvor USA beskylder Iran og grupper allieret med Iran for at have begået angreb på skibe. Udmeldingen kommer fra den øverste chef for det amerikanske militær, generalstabschef Jospeh Dunford.

Dunford, der er general i USA's marineinfanteri, siger, at han ønsker at sikre "navigationsfrihed" i regionen. Den har stor betydning for mange handelsskibe.

I sidste måned gav USA Iran-støttede militser skylden for angreb på to tankskibe.

General Dunford siger, at USA har indledt drøftelser med et antal allierede lande. Der er tale om lande med "politisk vilje" til at støtte Washingtons planer.

USA vil stå for kommando. og kontrolskibe, som skal lede overvågningsoperationen. Andre lande skal ifølge planen bidrage med patruljeringsfartøjer i nærheden samt fartøjer, der kan eskortere handelsskibe.

Den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, har tidligere informeret USA's allierede i området om, at USA ønsker skærpet overvågning af skibstrafikken i området.

USA håber ifølge tidligere rapporter på at opbygge en koalition på over 20 lande. De skal arbejde sammen om at styrke den maritime sikkerhed.

Bekymringerne for skibstrafikken skyldes blandt andet, at to olietankskibe i sidste måned blev angrebet i Omanbugten.

En amerikansk militærdrone er også blevet skudt ned af Iran. Det iranske styre siger, at dronen befandt sig i iransk luftrum - en påstand, som USA benægter.

Episoden har ført til, at USA har indført yderligere sanktioner mod Iran.

Umiddelbart efter nedskydningen af dronen gjorde USA sig parat til et militært angreb mod udvalgte mål i Iran. Men præsident Donald Trump afblæste ifølge eget udsagn angrebet, få minutter før det skulle være indledt.

/ritzau/Reuters.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Annonce