Annonce
Sport

Utilfreds Wada-boss: Straffen svier ikke nok på Rusland

Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix

Wada-vicepræsident Linda Hofstad Helleland mener ikke, at straffen til Rusland er hård nok.

Linda Hofstad Helleland, der er afgående vicepræsident i Det Internationale Antidopingagentur (Wada), er ikke tilfreds med straffen på fire års udelukkelse til Rusland.

Hun ønskede en hårdere straf, som blandt andet havde sikret, at ingen russere kunne deltage under neutralt flag ved sommer-OL i Tokyo i 2020 og vinter-OL i Beijing i 2022.

- Jeg er ikke tilfreds med den beslutning, vi har truffet. Men det var så langt, vi kunne gå.

- Wadas afgørelse betyder, at vi kan opleve flere hundrede russiske udøvere både i Tokyo og i Beijing.

- Det er ikke nogen straf eller reaktion, som svier på nogen som helst måde, siger Helleland ifølge det norske nyhedsbureau NTB.

Hun havde gerne set, at alle russere var blevet ekskluderet fra OL og andre sportsbegivenheder.

- En sådan udelukkelse kunne have fået det russiske lederskab til at indse alvoren i det rod, de har skabt for sig selv og for deres atleter, lyder det fra Helleland.

Det står i modstrid til en udmelding fra Wada-præsident Craig Reedie, som virker yderst tilfreds med mandagens afgørelse.

- Den eksekutive komités stærke afgørelse viser Wadas beslutsomhed til at handle resolut i forhold til den russiske dopingkrise, siger Reedie til Wadas hjemmeside.

Wada-præsidenten kalder det "meningsfulde sanktioner" og et "robust svar" på Ruslands brud på dopingreglerne.

- Rusland har fået alle chancer for at få orden i tingene og samarbejde med den globale antidopingbevægelse til gavn for landets egne atleter og for sportens integritet.

- Men Rusland valgte i stedet at fortsætte med at manipulere og benægte. Som et resultat af det har Wada svaret på den hårdest mulige facon.

- Samtidig beskytter vi rettighederne for de russiske atleter, der kan bevise, at de ikke har været involveret eller havde fordel af snyderiet, forklarer Reedie.

/ritzau/

Annonce
Læs mere om straffen til Rusland på Wadas hjemmeside
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Stor ståhej for ingen krænkelse

Det er fastelavnstid og dermed højsæson for det at klæde sig ud, og hvis du tror, at det er sjov og ballade, har du sovet i timen. Udklædning tager man ikke let på i dag. Der er vildt mange hensyn, der skal tages. En god udklædning skal ikke bare være flot, sjov, vellignende eller godt tænkt. Den skal være politisk korrekt. Ve dig, hvis du begår en fejl. TV2-vært Mette Helena Rasmussen, mest kendt fra programmet Nybyggerne, tog et muslimsk tørklæde på og lagde et billede af sig selv på Instagram. Klar til fest. Så stod hun ellers for skud. Som var hun selve tønden til en fastelavnsfest, haglede slagene ned over hende. Hun blev kaldt racist. Hun blev kaldt dum. Hun skyndte sig at undskylde. Det er den typiske reaktion i sådanne sager. En hurtig undskyldning. Det var også sådan Canadas premierminister, Justin Trudeau, i efteråret, krisehåndterede, da et gammelt billede fra en udklædningsfest i 2001 dukkede op. Det viste ham som Aladdin med ansigtet malet brunt. Undskyld. Undskyld. At man tyr til undskyldning og tilbagetog, når uvejret rejser sig, er forståeligt. Kritikken er ofte overvældende, og stemplet Racist er voldsomt. Det ville dog være befriende om nogen turde møde larmen med et: Ti dog stille. Det er så uhyre let at blive krænket, og mange lever tilsyneladende deres digitale liv i en evig på jagt på sager, der kan stimulere raseriet, og det var lige præcis en sådan gruppe tapre netsoldater, som for i flint i kommentarsporet, da Mette Helena Rasmussen havde lagt sit billede på nettet. Programmet ”Kulturen på P1” undersøgte sagen, talte med en række muslimske kvinder – ikke en var provokeret eller krænket. Alle var derimod forbløffede over hele affæren. Det vil tynde så dejligt ud i krænkelsesdebatterne, hvis vi hver især nøjes med at blive krænket på egne vegne. Føler vi os alligevel draget til at tage en minoritet i forsvar, det behov kan opstå, vil det klæde engagementet, om vi sikrer os, at vores hjælp og indsats faktisk er efterspurgt af dem, vi har tænkt os at agere talsmænd for. Og er den ikke det: Så ti dog stille.

Annonce