Annonce
Debat

Utopiske klimamål og jagt på vores skattekroner er de rødes eneste interesse

Politik: Under valgkampen hørte vi så ofte ordet ”symbolpolitik” nævnt, at man skulle tro, at det er et almenkendt begreb. Ikke mindst de venstreradikale råbte det så ofte og så højt, selv efter at valgresultatet var offentliggjort, at besværgelserne vel måtte finde vej til det egentlige indhold i ”forståelsesdokumentet”.

Men lad os lige se på forhistorien. Næsten alle partier – især dem i rød blok – løb med hensyn til den åh, så elskede klimapolitik efter en lille svensk skoleforsømmende pige, der talte i så fede floskler, at selv den hellige pave i Rom var begejstret.

Hvad skete der så i forhandlingerne i rød blok inden regeringsdannelsen? Alle fagfolk pegede på, at f.eks. kravene om CO2-udledninger i Danmark skulle reduceres med 70 pct. inden 2030 var helt utopiske. Beløbet fremgår ikke i Paris-aftalerne, og skulle der endelig sættes ind på den af de røde foreslåede måde, burde man sætte ind i Polen, som ligesom de øvrige østeuropæiske lande er de største miljøsyndere. Det vil have langt mere miljømæssig effekt ligesom det vil være langt billigere.

Men nej, kvidrede bl.a. Pernille Skipper – det skal være en dansk ambition, vi skal vise verden, skal vi. Hvem sagde symbolpolitik? Er der to ting, de fire røde partier er totalt ligeglade med, så er det klimaet og andre folks penge – dvs. skatteydernes. Det blev eksponeret ganske tydeligt af folketingsmedlem Tesfaye i en valgudsendelse, hvor han brugte vendingen: ”Socialdemokraterne vil ikke smide penge ud af vinduet til skattelettelser.”

Hvis de penge, danskerne tjener, tilhører danskerne, så er det vel deres penge, og så er det kun dem, der kan ”smide dem ud af vinduet”, men bevares, socialisterne har åbenbart den holdning, at alt, hvad skatteborgerne tjener, er i princippet statens. Så ved vi det.

Da klimaet jo – i modsætning til, hvad de mest røde partier åbenbart ikke ved – er lige så grænseoverskridende som vores nye udenrigsministers seksualmoral, bør vi vel satse på et langt mere globalt og internationalt perspektiv i vor klimapolitik. Det kan derfor ikke undre, at når nu realiteterne for den nye regering nærmer sig, er man pludselig helt opgivende på området, og som klimaministeren i avisen Danmark omtrentlig siger 28. juni: ” Jeg ved ikke, hvordan jeg lige skal gribe det hele an, jeg må lige spørge departementschefen”.

Man skulle da ellers tro, at han havde haft tid nok til at tænke over tingene!

Annonce
Kell Schellerup
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Det ligegyldige alternativ

De entrede dansk politik med kærlighed, dans og et dybfølt ønske om en anderledes måde at drive landet på. Alternativet stormede ind i Folketinget ved valget i 2015 og fik fem procent af stemmerne uden nogen anden dominerende slagplan end at gøre tingene på en alternativ måde. Leder Uffe Elbæk fandt det hele ganske "crazy", og på Nørrebro, hvor partiet fik næsten 18 procent af stemmerne og blev større end Socialdemokratiet, løftede man taget i ekstase og drømte om en ny verdensorden. I dag er festen slut. Et elendigt resultat til folketingsvalget i 2019 sendte partiet ned på tre procent af stemmerne, og man må konstatere, at partiet ingen varige aftryk har sat på dansk politik. Til trods for, at folketingsvalget i juni netop handlede om klima, der jo ellers er et af Alternativets mærkesager. Men dagsordenen er global og har ikke en snus med Alternativets indsats at gøre. Skulle man være i tvivl, kan man konsultere det såkaldte forståelsespapir, der er skrevet af regeringen Mette Frederiksen (S) og dens støttepartier Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Her er sat de mest ambitiøse - og måske også uopnåelige - klimamål i historien, men altså uden, at Alternativet har været involveret. Partiet, der om nogen snakkede klima og en ny samfundsindretning, har ikke sat det mindste fingeraftryk på den mest ambitiøse klimadagsorden nogensinde - stærkere bevis for parlamentarisk ligegyldighed findes næppe, og det er sigende, at man ikke har hørt et kvæk fra Alternativet, siden vælgerlussingen i juni. Partiet har i dets korte historie budt på utallige farverige indslag så som en ganske alternativ festkultur, alternativ medarbejderpleje, alternativ ansættelsespolitik i partiet, men alt sammen artigheder fra gemakkerne og ikke fra den politiske scene. Jovist, Alternativet har fået fjernet transseksuelle fra listen over psykisk syge og andre fornuftige ting, men det varige aftryk på dansk politik er det ikke blevet til, og bliver det heller næppe.

Tønder

Over 100 får måtte reddes fra vandmasser på mark

Annonce