Esbjerg: Sports Connection, der har kontor på Kvaglundvej i Esbjerg og er nordisk distributør af Skechers-brandet, er blevet kåret til "Gazellevirksomhed" af Børsen for fjerde år i træk.
Prisen gives til virksomheder, der vokser kontinuerligt og har haft positiv vækst hvert år i fire regnskabsår. "Gazelle"-virksomhederne skal desuden have fordoblet bruttofortjenesten eller omsætningen i løbet af samme periode.
- Sikke en fantastisk påskønnelse af vores arbejde. Det er hårde krav at leve op til, og vi er utrolig stolte, men samtidig meget ydmyge, over denne kåring, siger Peter Jørgensen, der er direktør i Sports Connection, i en pressemeddelelse.
Virksomheden planlægger at indtage det tyske marked inden længe, og ifølge Peter Jørgensen skyldes succesen folkene i og omkring virksomheden.
- Der skal lyde en stor tak til vores samarbejdspartnere, gode loyale kunder og hele vores team, der gør en virkelig dedikeret og målrettet indsats hver eneste dag, siger han.