Annonce
Tønder

Vælgermøde: Kandidater trækker i sportstøjet

TM Tønders ligahold har takket ja til at spille street håndbold-opvisningskampe mod politikere og kandidater tirsdag aften i Tønderhal 2. Arkivfoto: John Randeris

JydskeVestkysten Tønder er tirsdag aften vært for et vælgermøde, hvor de lokale kandidater stiller op til opvisningskamp mod TM Tønders liga-profiler. Efterfølgende er det vælgernes spørgsmål, der bliver afgørende for slagets gang.

TØNDER: Gode argumenter og et godt boldøje.

Det er de bedste forudsætninger for at klare sig godt, når JydskeVestkysten Tønder tirsdag aften fra klokken 19.30 er vært for et lidt anderledes vælgermøde. Det foregår på TM Tønders hjemmebane, Tønderhal 2, og ja, politikerne skal i kamp.

- Vi har allieret os med TM Tønders cheftræner Torben Sørensen. Ligaholdet stiller op til en kort kamp med politikerne efter konceptet "street håndbold", hvor tacklinger ikke er tilladt. Det er også en blød bold, de spiller med. Så ingen skal frygte for liv og levned, siger lokalredaktør Anne Kleemeyer Kiil.

Efter den sportslige optakt fortsætter arrangementet med et mere traditionelt vælgermøde. Og dog.

- Vi ser bort fra millimeterdemokratiet, hvor alle kandidater får samme taletid. Vi har heller ikke en indledende præsentationsrunde. Tilhørernes spørgsmål er som udgangspunkt afgørende for, hvem der får lov til at svare, siger Anne Kleemeyer Kiil.

Stil et spørgsmål

Har du et spørgsmål til en eller flere kandidater under mødet tirsdag aften, kan du med fordel sende det på forhånd i en mail til lokalredaktør Anne Kleemeyer Kiil på aki@jv.dkDu kan også medbringe dit spørgsmål på skrift og aflevere det inden mødets start.

Det bliver vælgernes og redaktørens spørgsmål, der bliver omdrejningspunkt for aftenens debat.

Vælgermødet tirsdag den 14. november begynder kl. 19.30 og forventes afsluttet ved 21-tiden.

Ungt publikum

Ud over med TM Tønder har avisen også allieret sig med de to gymnasier i byen. Eleverne er inviteret med og er blevet opfordret til at stille spørgsmål.

- Men mødet er åbent for alle, og vi håber, at rigtig mange vil være med. Jo flere vi er, jo sjovere bliver det, lyder det fra lokalredaktøren.

Hun glæder sig over, at alle opstillede partier har takket ja til at være med og stille med en kandidat.

Dog har enkelte af forskellige årsager bedt sig fritaget at trække i sportstøjet, siger Anne Kleemeyer Kiil. Hvad sportslig formåen angår, stiller Socialdemokraterne med Harald Christensen formentlig med det stærkeste kort. Han har nemlig en fortid som håndboldspiller i Tønder SF.

SF's Mathilde Ziefeldt er blandt dem, der har takket nej til håndbolddysten. Trods tacklingsforbud stiller hun på grund af en nært forstående fødsel kun op til den politiske del af aftenen.

De øvrige kandidater, der er med i Tønderhallen tirsdag aften, er borgmester Henrik Frandsen (Venstre), Morten Overgaard (Konservative), kulturudvalgsformand Jørgen Popp Petersen (Slesvigsk Parti), viceborgmester Bent Paulsen (Dansk Folkeparti), Henrik Møller (Alternativet), Thomas Ørting Jørgensen (Borgerlisten), Gert Brennalt (Kristendemokraterne), Claus Højsgaard (Enhedslisten), Morten Gliemann (Radikale), Carl E. Michelsen (Nye Borgerlige) og Claus Hansen (Liberal Alliance).

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Kolding

Indisk takeaway fik sur smiley

Regionalt For abonnenter

Region om lunken Carelink-bedømmelse: - Man kan godt være tilfreds med en Ford, selv om der står en Mercedes ved siden af

Annonce