Annonce
Danmark

Værdig før færdig på arbejdsmarkedet - ellers må vi spørge: Skal nogle blive ved, til de dør?

Flemming Hansen

Job. Tilbagetrækningsreformen kan ikke trækkes tilbage.

Den var sådan set også i orden, da den første del af den blev besluttet i 2006. Vi lever længere og skal derfor være længere tid på arbejdsmarkedet, dog med fornuftig mulighed for efterløn fem år før pensionsalderen.

Men i 2011 forringede det borgerlige flertal i Folketinget den efterløn, der skulle give nedslidte mulighed for at forlade arbejdsmarkedet, mens de endnu havde kræfter til et godt seniorliv. Hvis man er 48 år i dag, kan man gå på efterløn, når man er 66, og på pension tre år senere. Færre og færre er med i efterløn-systemet, og pensionsalderen vil stige, efterhånden som levealderen stiger.

Er det godt nok?

Nej. Som det ser ud nu, må en slagteriarbejder, en smed, en havnearbejder, en tømrer og en SOSU-medhjælper, der i dag er i 20'erne, lægge kroppe til mere end 50 år på jobbet, før de kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Hvis de da når så langt - og hvordan er så deres fysiske tilstand efter et langt arbejdsliv på slagteriet, på maskinfabrikken, på havnen, på taget med tunge tagplader, på plejecentret eller på de mange andre arbejdspladser, hvor fysisk nedslidning som følge af jobbet er en realitet?

Heldigvis er det ved at gå op for folk, inklusive folketingspolitikere i en række partier, at det ikke er lige meget, hvad man laver i sit arbejdsliv, når vi taler om pensionsalder. Det er også blevet klart, at førtidspension eller seniorførtidspension kun er realistiske muligheder for folk, der lider af alvorlig sygdom, ikke for mennesker, der slet og ret er slidt ned til sokkeholderne.

Udfasningsjob? Jo, men hvis man er nedslidt, er det jo ret begrænset, hvilke job man kan bestride. Og har man passeret de 60 år, er det ikke nødvendigvis let at sætte sig på skolebænken for at få en helt ny uddannelse - og til hvad?

Det er fristende at foreslå helt konkrete løsninger inden for de enkelte faggrupper. Tidsbegrænset arbejdsliv for slagteriarbejderen og tømreren for eksempel? Eller nedsat tid med fuld lønkompensation fra 50 års alderen til SOSU-assistenten?

Men hovsaløsninger er ikke, hvad vi har brug for. Vi skal frem til en holdbar helhedsløsning, og vi glæder os over, at der er ved at være lydhørhed både i det virkelige liv og i den politiske virkelighed. Flere og flere indser, at vi har pligt til som samfund at sikre alle chancen for et godt seniorliv, inden de har slidt sig selv op, og at det ikke er nok, at vi sørger for at forbedre arbejdsmiljøet, mens vi er på vej til at sætte Europa-rekord i pensionsalder.

Derfor er nedslidning og mulighederne for at forlade arbejdsmarkedet på værdig vis vigtige emner i den kommende valgkamp. Fordi mennesker er forskellige og job er forskellige, er det vigtigt at huske, at man behandler folk ens ved at behandle dem forskelligt. For ellers må vi spørge: Skal nogle bare blive ved med at arbejde, til de dør?

Annonce
Leif Lahn Jensen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce