Annonce
Kolding

Værkstedskæde får endnu en chef: Ny direktør skal arbejde med korpsånd og storkunder

48-årige Michael Lauesen er netop indtrådt i direktionen hos Skorstensgaard, hvor han sammen med de to grundlæggere skal afstikke kursen for den fremadstormende værkstedskæde. Foto: Skorstensgaard
48-årige Michael Lauesen er blevet udnævnt til kædedirektør, og han skal fremover varetage ledelsen sammen med de to grundlæggere af værkstedskæden Skorstensgaard.

Kolding: Det går stærkt hos Skorstensgaard-kæden, der på bare tre år er gået fra at have seks afdelinger til hele 24 autoværksteder, der er fordelt over hele landet. Kæden har en strategi om at ekspandere med mellem seks og ti værksteder om året.

Som et led i at bringe disse strategier i mål har man valgt at udnævne 48-årige Michael Lauesen som kædedirektør for Kolding-koncernen, hvor han samtidig træder ind i både direktion og bestyrelse, fremgår det af en pressemeddelelse. Dermed udgøres direktionen af de to grundlæggere og tvillinger Anders og Martin Skorstensgaard, der henholdsvis er administrerende direktør og driftsdirektør samt Michael Lauesen.

- Vi øger vores fokus på fremdrift, kvalitet samt høj kunde- og medarbejdertilfredshed, og der kan Michael Lauesen helt sikkert bidrage positivt med sin enorme viden og erfaring fra branchen, udtaler Martin Skorstensgaard.

Annonce

Kort om Skorstensgaard-kæden

Skorstensgaard-kæden blev grundlagt i 2009 af brødrene Anders og Martin Skorstensgaard, der fortsat tegner ledelsen i selskabet sammen med kædedirektør Michael Lauesen. Virksomheden består af 24 værksteder fordelt over hele Danmark.

Store kunder ind i folden

Den nye kædedirektør har - som kædechef - været en del af Skorstensgaard-koncernen siden 1. maj 2018, og han har tidligere haft ledende stillinger i autobranchen - blandt andet i importørleddet.

- Michaels opgave vil fremadrettet handle om i endnu højere grad at samle kæden og holde fokus på korpsånd, struktur og processer. Samtidig er Michael mand for at hente nye store kunder ind i folden - både i form af udbud og store flådekunder fra erhvervslivet. Det er et område, hvor han i forvejen har skabt mærkbare resultater, lyder det fra Anders Skorstensgaard i pressemeddelelsen.

Michael Lauesen får desuden det overordnede ansvar for nuværende og kommende Skorstensgaard-lokationer - både i form af nye afdelinger og særlige franchise-aftaler. Endelig er han også medansvarlig for kædens strategi og vækst.

Store spillere

De to grundlæggere har en klar forventning om, at Michael Lauesen kommer til at øge dynamikken både i direktionen og bestyrelsen.

- Jeg glæder mig over at have fået muligheden for at blive en del af direktionen. Vi har mange ønsker og mål, og sammen med Anders og Martin skal jeg sikre, at vi får sparket hul ind til endnu flere storkunder. Vi er blevet en af de store spillere på banen, som de andre holder et skarpt øje med. Det er dejligt, men det betyder også, at vi skal være endnu mere på tæerne. Men det er vi i øvrigt også, påpeger Michael Lauesen.

Helt tilbage i de tidlige 1990’ere blev han udlært mekaniker i Vejle, men er altså siden gået mere i retning af driftsmæssige og administrative opgaver. Privat bor Michael Lauesen i Bredballe ved Vejle sammen med sin hustru og deres datter.

Fejrer ti års fødselsdag

I dette efterår er det ti år siden, at Anders og Martin Skorstensgaard grundlagde det første Skorstensgaard-værksted i Fredericia, og fra starten har man slået på tyske værkstedspriser.

Samlet set er der over 350 ansatte i Skorstensgaard-koncernen, som i det seneste regnskabsår omsatte for godt 180 millioner kroner, og skabte et plus på bundlinje på godt 10 millioner kroner.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: Udskriv en dosis sund fornuft i en fart

Udeblivelser er et regulært problem i sundsvæsenet. Fordi det er spild af de trængte velfærdsressourcer, når både højt specialiseret personale og dyrt udstyr må vente forgæves på en patient, der ikke dukker op på det afsatte tidspunkt. Derfor er det helt og aldeles håbløst, at et ufleksibelt system tidligere på året betød, at en succes på Kolding Sygehus måtte lægges i graven. Succesen var et forsøg, der gav patienter med en henvisning mulighed for selv at booke en tid til skanning fremfor blot at få stukket systemets tid ud. Forsøget fik antallet af udeblivelser til at falde fra i gennemsnit 14 om ugen til fire. Det viste sig nemlig, at fleksibiliteten betalte sig. At det for patienterne gjorde en forskel. Helt banalt i form af muligheden for at kunne booke en tid, som passede ind med øvrige gøremål. Og sikkert også i form af øget ansvarlighed. En tid, man selv har booket, er svær at udeblive fra. Et sådant forsøg skulle selvfølgelig ikke bare fortsætte, men bredes ud. Ikke bare til andre afdelinger på Kolding Sygehus, men på alle sygehuse. Skulle man tro. Men sundhedsloven er firkantet, og den foreskriver, at patienter skal have en konkret tid i hånden tre dage efter henvisningen. Altså levner loven ikke plads til patientens egen booking. Derfor døde forsøget. Trods et resultat, der uomtvisteligt var positivt for både patienter og sundhedsvæsen. Region Syddanmark skubber på for at få lov til at genoptage forsøget. Ros for det. Forsøget er i sin essens et eksempel på et sundhedsvæsen, der er til for borgerne og ikke det omvendte. Det bør derfor være en formsag for Sundheds- og Ældreministeriet at finde en gangbar vej gennem egne regler og bureaukrati, så patienterne igen kan tages med i planlægningen. Sundhedsloven sikrer vigtige patientrettigheder. Det er godt, og historien viser, at det er nødvendigt. Men det er et sygt sundhedsvæsen, der kvæler gode tiltag i et stift bureaukrati. Må sundhedsministeren reagere hurtigt: Der er brug for en dosis sund fornuft i en fart.

112

Lastbiluheld med skinker: Vindmølletransport får 22 timers ufrivilligt ophold i Ribe

Danmark

Anden brøler fra myndighederne: Derfor må udskældt omskæringlæge fortsætte

Annonce