Annonce
Danmark

V-profil: Kristian Jensen skal kende sin rolle for at fortsætte

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Kristian Jensen var ene og alene skyld i, at Venstres sommergruppemøde forløb skidt, mener Jan E. Jørgensen.

Formanden i Venstre lægger den politiske linje, og den skal næstformanden bakke op om for at kunne være næstformand.

Det siger Venstres EU-ordfører, Jan E. Jørgensen, efter at partifællen Claus Hjort Frederiksen ønsker Kristian Jensen afsat som næstformand i partiet.

Jan E. Jørgensen mener godt, at Kristian Jensen kan fortsætte som næstformand. Men kun, hvis han kender sin rolle som næstformand.

- Venstre er ikke et parti med kollektiv ledelse som Enhedslisten og Alternativet.

- Vi har én formand, og i vigtige, centrale politiske spørgsmål er det ham, der lægger linjen. Og næstformanden bakker naturligvis op.

- Hvis det er på plads, så tror jeg sagtens, at Kristian kan fortsætte som næstformand. Det er en rolle, han på mange områder har udfyldt aldeles fremragende, siger Jan E. Jørgensen.

Balladen omkring Kristian Jensen er opstået, efter at han op til Venstres sommergruppemøde i sidste uge udtalte, at Venstre burde droppe enhver tanke om en fremtidig SV-regering.

Det udtalte han i et interview med Berlingske. Men Løkke er ikke klar til at droppe sin SV-tanke, og derfor har Venstre-nestor Claus Hjort Frederiksen udtalt, at Kristian Jensen har været illoyal over for Løkke. Og at Venstre bør få sig en ny næstformand.

Det sagde Claus Hjort Frederiksen første gang i fredags efter et pressemøde ved sommergruppemødet. Og den tidligere finans- og forsvarsminister gentog sin holdning i et opslag på Facebook søndag aften.

Her konstaterede Claus Hjort Frederiksen desuden, at det delte formandskab mellem Løkke og Jensen var fortid. Det blev indgået i 2014.

Til det sagde Kristian Jensen mandag til TV2 News:

- Der er ingen ændring i formandskabet i Venstre.

Jan E. Jørgensen konstaterer, at det er de delegerede på Venstres landsmøde i november, som afgør, om Kristian Jensen fortsat skal være partiets næstformand.

Men Kristian Jensen skal have lært lektien fra sidste uges ballade for at fortsætte, mener Jan E. Jørgensen.

- Der skal i hvert fald helst ikke komme interview, a la det han gav til Berlingske. Det var ikke et særlig rart sommergruppemøde, og det er der kun én person at takke for, og det er Kristian, siger Jan E. Jørgensen.

Andre fra Venstres folketingsgruppe har udtalt, at Claus Hjort Frederiksen taler for egen regning. Blandt dem er Louise Schack Elholm og Anni Matthiesen.

Dermed har Venstre fået en turbulent åbning på den politiske sæson. Jan E. Jørgensen erkender, at Venstre er i krise.

- Vi havde et sommergruppemøde, hvor det slog gnister. Tingene skal lige falde til ro. Venstre har oplevet værre kriser end denne før, så mon ikke vi også klarer denne, siger han.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Danmark

I Nordjylland har de flyttet et fyrtårn: Men det er ikke første gang, en fantastisk flytning vækker opsigt

Annonce