Annonce
Esbjerg

Vadehavscenter vil oprette nordisk netværk for UNESCO verdensarv

En delegation fra Vattenriket i svenske Kristiansstad besøgte i denne uge Vadehavscentret som del af et spirende netværk for UNESCO-besøgssteder i Danmark. Privatfoto
Vadehavscentret havde i denne uge besøg af en delegation fra Vattenriket i Sverige, der ligesom centret i Vester Vedsted er et af få besøgscentre for UNESCO's Verdensarv i Norden. Målet er at udvide netværket af besøgscentre til fordel for natur, EU-projekter og optimal formidling af verdensarven.

Vester Vedsted: Da Vadehavscentret i begyndelsen af 2018 deltog i en konference i Palermo med 25 centre for UNESCO's Verdensarv fra hele Europa, stod det hurtigt klart for leder af Vadehavscentret, Klaus Melbye, at man ville indgå et samarbejde med det svenske besøgscenter Vattenriket, der er et 35 kilometer langt flodområde med overvældende naturoplevelser ved Kristiansstad.

Målet for konferencen var at finde ud af, hvad besøgscentrenes rolle er, og hvordan de kan udvikle sig fremadrettet, og det viste sig, at de to centre havde rigtigt meget tilfælles. Vadehavscentret er det eneste besøgscenter for Verdensarv i Danmark, og da der kun er ganske få i resten i Norden var det for Klaus Melbye oplagt med et samarbejde.

- Vi aftalte allerede her at være hinandens venskabscentre, og vi vil gerne udvide samarbejdet til også at omfatte andre nordiske centre. Vi skal ikke møde os ihjel, for det handler om udvikling af den natur, der er i vores områder, siger Klaus Melbye og forklarer, hvordan man arbejder på udveksling af naturvejledere, søgning af midler til EU-projekter på tværs af lande og centre samt diskussion om, hvordan man bedst muligt formidler UNESCO's Verdensarv.

Annonce

Vattenriket

Ligger i Kristiansstad i Sverige, der blev grundlagt af Chr. IV.

Vattenriket er et beskyttet vådområde med blandt andet Sveriges laveste punkt, et rigt fugleliv og udrydningsstruede fiskearter, og blev udnævnt til UNESCO's Verdensarv i 2005.

Satte alle sejl til

Vadehavscentret besøgte Vattenriket kort efter mødet i Palermo, og i denne uge var en delegation fra Vattenriket med leder Karin Magntorn i spidsen så i Vester Vedsted, hvor naturen satte alle sejl til for at give gæsterne en sublim oplevelse.

Sort Sol både morgen og aften, fugletur i Øksen Lo med 100.000-vis af ryler, hjejler, gæs og ænder, hjemmeplukkede østers over bål og et oplæg om selve centret og den formidling, centret bedriver.

- De kunne ikke få verdensarven flottere, og de tog høje hjem herfra. Ikke kun i forhold til naturen, men også vores unikke rammer, udstillinger, vores høje æstetik og de tanker, vi gør os omkring målgrupper. Det tog de med hjem, siger Klaus Melbye og forklarer, hvordan man hos Vattenriket arbejdet meget med blandt andet integration, hvilket de tog med sig hjem efter besøget i 2018.

- Karin har været i branchen i 30 år, og hun sagde, at dette var det smukkeste center, hun har set. Ikke kun bygningen, men også i forhold til, hvordan det hele hænger sammen kommunalt, regionalt og med hele delen omkring oplevelsesøkonomi og oprettelse af nye arbejdspladser, siger Klaus Melbye.

Han mener, centret får en stærkere selvforståelse og en skarpere produktudvikling ved at netværke med nordiske kolleger, og sammen med Vattenriket vil man nu arbejde på at udvide netværket til flere besøgscentre for UNESCO's Verdensarv i Norden.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
SønderjyskE Fodbold For abonnenter

SønderjyskE kalder sig igen underdogs - og fire andre ting vi lærte i nederlaget til Brøndby

Annonce