Annonce
Haderslev

René forfulgte indbrudstyv: - Jeg skrev alle adresserne ned på et stykke papir

Vagtcentralen i Esbjerg havde hele vejen kontakt med Rene Markvart, indtil patruljen kunne tage over. Genrefoto: Michael Bager
René Markvart fra Vedsted var tilfældigvis hjemme, da naboen fik ubudne gæster. Så begyndte en længere forfølgelse, der endte med blå blink i bakspejlet.
Annonce

Vedsted: Det er højsæson for indbrud, og det oplevede René Markvart fra Vedsted på nærmeste hold, da han fredag formiddag ved ti-tiden kiggede ud af vinduet over mod naboens garage:

- Jeg arbejdede hjemmefra, fordi jeg var med til Luciaoptog på mine børns skole om morgenen. Ovre ved naboen så jeg en mand gå ind i hans garage og bære ting ud i en bil. Så jeg skrev til min nabo, fortæller René Markvart.

Men naboen, der var på arbejde, ventede ikke besøg i garagen, så der var ikke så meget at være i tvivl om. René Markvart satte sig i bilen og kørte efter tyven.

Annonce

Flere garager

Næste stop for tyven blev ved en garage på en ejendom på Vojensvej ved Over Jerstal. René Markvart tog et par ekstra runder i rundkørslen tæt ved, mens han observerede.

Tyven, der kørte i en ældre Berlingo-lignende bil, var en ældre mand på cirka 70 år og med danske nummerplader.

Ved et hus på Over Jerstalvej gik tyven igen ind i en garage, og nu ringede René Markvart til politiet.

- Jeg forklarede, hvor jeg befandt mig, og hvad jeg havde set. Politiet bad mig fortsætte med at observere og køre efter tyven, så det gjorde jeg, fortæller René Markvart.

Imens han fortsatte efter tyven til det næste garageindbrud havde han hele tiden telefonisk kontakt med politiet.

Annonce

Øjenkontakt

Turen gik videre til en landejendom uden for Skrydstrup med en lang indkørsel.

- Politiet fortalte, at de var tæt på at have en patrulje ude ved mig, men samtidig var tyven ved at køre ud ad indkørslen igen. Jeg spurgte, om jeg skulle spærre vejen med bilen, men det skulle jeg ikke, sagde de.

Så René Markvart kørte igen efter tyven.

- Da han kører ud på Røddingvej fra indkørslen, ser han mig. Men han sætter ikke farten op. Så jeg kører efter han igen. Men jeg når ikke ret langt før en patruljebil kommer drønende forbi mig og standser tyven lige foran mig, fortæller René Markvart.

Herfra kunne den gode Vedsted-borger ikke gøre så meget.

- Jeg kører hjem og skriver alle adresserne ned på et stykke papir. Politiet kommer og besøger mig snart (fredag, red.) og jeg har da også set, at de har været ovre hos min nabo, fortæller René Markvart.

René Markvart har fortalt en kort version af historien på facebook og her har flere allerede rost ham og foreslået, at nogen syr en supermandskappe til ham.

Annonce

Godt naboskab vigtigt

Set i bakspejlet havde det måske gået anderledes, hvis ikke René Markvart havde haft naboens mobilnummer kodet ind i sin telefon. Det er her, at det hele starter, mener han.

- Vi har heldigvis et rigtig godt naboskab her, og det er selvfølgelig med til at gøre det nemmere at hjælpe hinanden.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Regionalt For abonnenter

Efter brutalt corona-knæk blomstrer turistbranchen igen: Udlejere jubler over reddet og forlænget højsæson

Esbjerg

Hverdagen

Annonce