Toftlund: Syd- og Sønderjyllands Politi fik lørdag eftermiddag hjælp af nogle snarrådige håndværkere, der havde genkendt en stjålet firmabil tilhørende en virksomhed, hvor en af deres kammerater arbejder.
Bilen, der blev stjålet i Haderslev den 17. november, holdt parkeret på Stadionvej i Toftlund, og håndværkerne kontaktede politiet og meddelte, at de holdt bilen under observation, indtil politiet kunne nå frem. Inden patruljen ankom, dukkede imidlertid de formodede gerningsmænd op og satte sig ind i den stjålne bil, men de kom ingen vegne, for håndværkerne omringede ganske enkelt bilen, oplyser vagtchef Erik Lindholdt, Syd- og Sønderjyllands Politi, der betegner det som "super godt arbejde".
Derfor holdt varebil med indhold stadig på Stadionvej, da politiet nåede frem med håndjernene.
Ole Aamann, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, oplyser søndag morgen til JydskeVestkysten, at politiet lige nu er ved at undersøge, om den ene af de anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør. Politiet foretog lørdag en ransagning af hans bopæl i Haderslev, hvor der blev fundet tyvekoster.