Annonce
Tønder

Valget 2021: Kampvalg om Venstres spidskandidat

Direktør og formand for Rømø Tønder Turistforening, Martin Iversen, Møgeltønder, er udfordreren i kampen om spidskandidaturet i Venstre den 18. juni. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Ved midnat natten til torsdag udløb fristen for at melde sig som Venstres spidskandidat til kommunalvalget 2021. Ingen nye har meldt sig, så dermed er borgmester Henrik Frandsen og formanden for turistforeningen, Martin Iversen, de to kandidater i spil. Medlemmerne får det afgørende ord den 18. juni på en mark ved Agerskov.
Annonce

AGERSKOV: Der bliver kamp om, hvem der skal være Venstres spidskandidat og dermed partiets borgmesterbud ved kommunalvalget i november 2021. Natten til torsdag udløb fristen til at lægge billet ind på den politiske toppost, og præcis midnat kunne formanden for Venstres Kommuneforening, Kim Tygesen, Løgumkloster, konstatere, at der er to mand om buddet.

Det er henholdsvis Tønders nuværende borgmester Henrik Frandsen, Skærbæk, og formanden for Rømø Tønder Turistforening, Martin Iversen, Møgeltønder. Sidstnævnte er også direktør og medejer af Enjoy Resorts på Rømø og Gråsten.

Kim Tygesen glæder sig over, at der er rift om, hvem der skal stå i spidsen for partiet i næste års valgkamp.

- Det er en fair og naturlig del af den demokratiske proces, påpeger han.

Henrik Frandsen har siddet i borgmesterstolen i Tønder siden 2016. Han er klar til en ny runde i spidsen for sit parti. Foto: André Thorup
Annonce

Havemøder

"Valgkampen" forud for det planlagte opstillingsmøde indledes i de kommende dage og kulminerer torsdag den 18. juni med et drive in-opstillingsmøde på en mark ved Agerskov.

- Det første, der sker, er at oplysninger fra de to kandiater sendes ud til alle formænd for vore 15 vælgerforeninger. Det bliver så formændenes opgave at gøre kandidaterne kendt. Det kan blandt andet gøres ved at indkalde til havemøder, hvor man opdeles i mindre grupper. Og så håber vi at kunne være flere end 10 sammen efter den 8. juni, siger Kim Tygesen.

Annonce

Valgavis

Sideløbende med møder i de lokale foreninger, er der også lagt op til en valgsektion i den forestående udgave af Venstres lokale blad Venstreposten, der udkommer i begyndelsen af den kommende uge.

Kim Tygesen ser som formand frem til drive in-opstillingsmødet i Agerskov. Og han venter stort rykind.

- Vi er et levende parti, og jeg tror altid på, at alle medlemmer kommer. Så vi gør plads til 750 personer. Alle skal komme i biler, og der må maksimalt være fire personer i hver bil, lyder det fra formanden.

På selve valgaftenen er der lagt op til en præsentationsrunde fra en opstillet mobil scene, derefter gælder det selve valget. Det foregår ved, at udleverede stemmesedler ved indgangen/indkørslen til marken afkrydses i bilerne og herefter afhentes af udpegede stemmetællere.

- De vil naturligvis være forsynet med de værnemidler, som coronabestemmelserne foreskriver, siger Kim Tygesen.

Annonce

Forskellige

Mens Henrik Frandsen, der netop er gået i gang med sit femte år som borgmester, er en erfaren politiker, er Martin Iversen i politisk sammenhæng forholdsvis uerfaren. Han har dog siden 2017 markeret sig som formand for Rømø Tønder Turistforeningen, og i flere sammenhænge stået stejlt over for den linje om fremtidige samarbejder på turismeområdet, som Henrik Frandsen har været fortaler for.

Martin Iversen afviser dog, at hans kandidatur er en protestreaktion.

- Jeg stiller ikke op i protest, men med budskabet om, at det er tid til noget nyt. Jeg vil gerne stå i spidsen for et hold, der vil ordentlighed. Hvis det ender med at blive mig, håber jeg at kunne samle et hold, hvor vi vender tilbage til Venstre classic, hvor man kan sige tingene lige ud, og så kommer videre, sagde han, da han sidste weekend blev interviewet af JydskeVestkysten.

Annonce

Samlet Venstre

Henrik Frandsen blev borgmester i 2016 midt i en byrådsperiode, da forgængeren Laurids Rudebeck pludseligt døde. Henrik Frandsen sagde sidste weekend i en udsendt pressemeddelelse, at han ser frem til opstillingsmødet den 18. juni.

- Og vælger medlemmerne at pege på mig, vil jeg glæde mig til at stå i spidsen for et samlet Venstre frem mod kommunalvalget i november 2021. I mine fire år som borgmester har jeg videreført den ansvarlige politik som kendetegner Venstre i Tønder Kommune. En politik der gør, at vi har styr på økonomi og velfærd samtidig med, at vi har kunnet opretholde et historisk højt anlægsbudget til gavn for udviklingen i hele Tønder kommune, skrev Henrik Frandsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce