Annonce
Aabenraa

Valgforsamling skaber spænding om de kommende menighedsråd

Sct. Nicolai Kirke i Aabenraa. Det kommende menighedsråd skal blandt andet arbejde med vedligholdelsen af de tre kirker i Aabenraa Sogn. Foto: Claus Thorsted.
På overfladen ser alt ud som det plejer, når der i den kommende uge skal vælges nye menighedsråd rundt om i sognene. Men der er kommet nye regler, som især får indflydelse i Aabenraa Sogn.
Annonce

AABENRAA: På tirsdag holdes der masser af møder rundt om i sognene. Det er nemlig den dag, hvor mange sogne holder valgmødet for at få sammensat nye menighedsråd.

Der er vedtaget en ny lov om valg til menighedsråd, men langt de fleste steder er der ikke nogen forskel fra de orienteringsmøder, der tidligere blev holdt i forbindelse med menighedsrådsvalg. I de små sogne har der været tradition for fredsvalg - det vil sige, at menighedsrådet simpelt hen blev valgt på mødet og sognebørnene behøvede ikke bevæge sig hen til stemmeurnerne.

I Aabenraa Sogn har der derimod været tradition for, at der blev opstillet flere forskellige lister, når der var orienteringsmøde, og dermed skulle der holdes et egentligt valg.

Ifølge provst Kirsten Sønderby har der traditionelt været omkring 1400 medlemmer af folkekirken i Aabenraa Sogn, der gik hen for at sætte deres kryds, når der var menighedsrådsvalg.

Annonce

Møde i Sønderjyllandshallen

Nu skal det kommende menighedsråd så i stedet vælges på et møde i Sønderjyllandshallen på tirsdag klokken 19, hvor der maksimalt må være 440 deltagere på grund af corona-reglerne.

- Jeg glæder mig meget til at se, hvem der træder frem og erklærer sig villig til at stille op, og hvem der møder frem for at stemme, siger Kirsten Sønderby.

Det er dog langt fra sikkert, at Aabenraa Sogns menighedsråd bliver sammensat endegyldigt på tirsdag. Det er nemlig fortsat sådan, at enhver, der måtte have lyst, kan forlange, at det holdes et egentligt valg. Det ønske skal blot fremsendes senest fire uger efter valgforsamlingen.

Man kan med andre ord forestille sig, at folk fra en af de lister, der plejer at stille op, ikke føler sig tilstrækkeligt repræsenteret i det menighedsråd, der vælges på tirsdag, og derfor forlanger, at der holdes et egentligt valg.

Annonce

I en ny form

- Den nye lovgivning understøtter faktisk den måde, valget hidtil har foregået i langt de fleste sogne. Det bliver spændende at se, hvordan Aabenraa Sogn passer ind i den nye form, siger Kirsten Sønderby.

Hun er opmærksom på, at mange af de især ældre mennesker, der plejer at stemme ved menighedsrådsvalgene, måske er betænkelige ved at komme til valgforsamling på grund af risikoen for at blive smittet med coronavirus.

- Man kan godt give en anden fuldmagt til at stemme efter de nye regler. Men kun hvis man sidder i fængsel, ligger på sygehus eller lignende. Den nye lov har ikke rigtigt taget højde for en pandemi, konstaterer provsten.


Jeg glæder mig meget til at se, hvem der træder frem og erklærer sig villig til at stille op, og hvem der møder frem for at stemme.

Kirsten Sønderby, provst i Aabenraa Provsti


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce