Annonce
Sydjylland

Valgmøde: For mange patienter tabes mellem to stole

Omkring 15 personer var mødt op hos Privathospital Kollund nær grænsen tirsdag sidst på eftermiddagen til debatmøde mellem seks kandidater til regionsrådet. Foto: Jacob Schultz

Der var enighed på tværs af partierne til valgmøde tirsdag om, at en bunden opgave for det nye regionsråd bliver at skabe et langt bedre samarbejde med kommunerne, så alle patienter følges til dørs, når de er færdigbehandlet på sygehusene.

Annonce

En sygeplejerske i kommunen står klar til at tage imod Fru Hansen, når hun bliver udskrevet på sygehuset.

Det hedder med et fint ord et sammenhængende sundhedsvæsen, men det halter alt for mange steder, lød det tirsdag på Privathospitalet Kollund, der lagde lokaler til valgmøde forud for regionsrådsvalget

Blandt de seks fremmødte kandidater til regionsrådet, heraf fire spidskandidater, var der bred enighed om, at for mange patienter bliver tabt mellem to stole, når de forlader sygehuset og skal fortsætte behandlingen i kommunen.

En tilhører bakkede op. Han mente, at sygehusene er for dårlige til at inddrage samarbejdspartnere i form af blandt andet hjemmepleje og de praktiserende læger. Ifølge tilhøreren giver det alt for mange unødvendige genindlæggelser.

Flere opfordrede til at skabe udskrivningssygehuse, hvor blandt andre sygeplejersker er bindeled mellem sygehus og kommune.

Bjarne Jensen, regionsrådsmedlem for Dansk Folkeparti, kritiserede desuden, at patienter skal igennem en masse læger og fortælle samme historie, når de er indlagt.

- Der skal være én kontaktperson, og så skal der være et hjemsendelseshold fra sygehuset, der sørger for, at der er nogle i kommunen, som står klar til at tage over.

Valg

Der er valg til regions- og byråd tirsdag den 21. november.I Region Syddanmark skal der sammensættes et nyt regionsråd bestående af 41 politikere.

Regionernes hovedopgaver er sundhed, eksempelvis sygehuse og lægedækning, og regional udvikling. Region Syddanmark har omkring 25.000 ansatte og et årligt budget på omkring 25 milliarder kroner.

Sundhed Danmark og Dansk Erhverv inviterede til debatmøde om fremtidens sundhedssystem. Foto: Jacob Schultz
Annonce

Akutteam

Kandidat for de konservative Anna-Marie Bloch Münster, der er ledende overlæge på Sydvestjysk Sygehus, tilføjede, at det er problematisk, at sygehuse kan være pressede til at udskrive patienter for hurtigt, fordi der er kamp om sengepladserne.

- Det kan vi ikke være bekendt.

SF's spidskandidat, Villy Søvndal, henviste til sygehuset i Esbjerg som en succes. Her står et akutteam klar til at hjælpe svage patienter i overgangen til kommunal hjælp efter sygehusbehandling. Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) erkendte, at der er behov for forbedringer, men tilføjede, at det, der virker et sted, ikke nødvendigvis virker i en anden kommune.

Blandt flere var læge og regionsrådsmedlem Marianne Mørk Mathiesen (LA) kritisk over for mængden af bureaukrati i form af dokumentation og registreringer. Regionsrådsformanden var enig et stykke af vejen.

Stephanie Lose påpegede dog, at dele af registreringerne giver mening.

Flere områder i Region Syddanmark er truet af lægemangel. Nils Sjøberg, spidskandidat for Radikale Venstre, henviste til et forsøg fra Nordjylland, hvor lægerne har mulighed for at kombinere forskning med nogle dage om ugen at arbejde som praktiserende læge.

- Det gør det mere attraktivt for de yngre læger, at de kan få mulighed for begge dele, sagde Nils Sjøberg, mens Villy Søvndal påpegede behovet for at få flere uddannede læger på længere sigt.

- Vi skal have flere medicinstuderende og på den gøre op med fortidens synder, sagde han med henvisning til, at en af årsagerne til den nuværende lægemangel efter hans mening er, at der er blevet uddannet for få læger de sidste mange år.

Sundhed Danmark og Dansk Erhverv inviterede til debatmøde om fremtidens sundhedssystem. Foto: Jacob Schultz
Sundhed Danmark og Dansk Erhverv inviterede til debatmøde om fremtidens sundhedssystem. Foto: Jacob Schultz
Sundhed Danmark og Dansk Erhverv inviterede til debatmøde om fremtidens sundhedssystem. Foto: Jacob Schultz
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Varde

Den irske pub i turistby får bøde og sur smiley

Annonce