Annonce
Læserbrev

Valgplakater for enhver pris

Læserbrev: Valgkampen kører derud af, og der er rigtig meget knald på. Vi skal igennem hele to valg og alle kæmper en hård kamp for netop din stemme. Når man siger valgkamp, siger man også valgplakater, og disse uger vil hele kommunen være polstret til med plakater. Jeg er selv en af dem, som har sat rigtig mange plakater op, og det går sjældent ubemærket hen hos nogle borgere.

De mange frivillige for tit en kæk bemærkning med på vejen, når de sætter plakater op. Personligt synes jeg heller ikke, det er kønt. Mange valgplakater hænger ulovligt og er til gene for borgerne. Jeg synes, plakater hører til i en valgkamp. For det sender et signal om, at vi er i valgkamp og at vi borgere skal tage en vigtig beslutning inden for den nærmeste fremtid. Men jeg synes også, at vi må sætte et loft over, hvor mange valgplakater man må have som kandidat.

Valgplakater giver meget skrald som: Pap, papir og plastik, som ender i naturen. Desuden bliver der brugt meget transport, for at få alle disse plakater ud. Det er noget, vi bliver nødt til at tage højde for. Desuden ærgrer det mig, at de store veje som Vejlevej, Skamlingsvejen, Fynsvej, Tvedvej osv. er så propfyldte med plakater, at der nemt kan være ti på en lygtepæl. Men kører man ind på en ganske almindelig sidegade eller vej, finder man veje uden en eneste plakat. Forhåbentlig kan et loft få kandidater og partier til at fordele valgplakater i hele kommunen og ikke bare sætte fem ens plakater op i samme lygtepæl på Vejlevej, fordi man ikke ved, hvor man ellers skal sætte dem op.

Jeg tror stadig, at valgplakater har en positiv effekt på almindelige borgere. Da vi i disse tider konstant bliver mindet om, at der er valg, og man skal tage stilling til, hvem man vil stemme på. Men jeg mener ikke, at vi skal have valgplakater for enhver pris. Lad os få lavet nogle regler til næste kommunalvalg i 2021. Så hver kandidat må have et max. antal plakater. Det kunne være 100 per kandidat eller 200. Det ville også give de kandidater med færre økonomisk ressourcer lidt mere synlighed i lygtepælene.

Annonce
Filip Bekic
Annonce
Forsiden netop nu
Aabenraa

Landsby er klar til at redde liv

Leder For abonnenter

JV mener: Groteske udsættelser af sigtelser skal stoppe

Bandekonflikter, grænsekontrol og forebyggelse af terror har de seneste år gjort det meget svært for politiet på tilfredsstillende vis at løse alle sine resterende opgaver. Flere betjente til det hårdt pressede korps er på vej, men det tager tid at få dem uddannet, så både politikere og politiledelse står fortsat med en vigtig prioriteringsopgave. I denne uge er det kommet frem, at man ifølge Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, i alle politikredse i nogle tilfælde venter med at sigte mulige gerningsmænd. Det sker på grund af mandskabsmangel for at kunne leve op til politisk bestemte tidsfrister. I sager om vold og våben må der højest gå 30 dage fra, der er rejst en sigtelse, til der er en tiltale, og i voldtægtssager er fristen typisk 60 dage. Berlingske har talt med en anklager, der på møder har hørt ledere fortælle om, at der i Københavns Politi løbende ligger 500-1000 sager, hvor der på grund af tidsfristerne ikke er rejst sigtelser, selv om politiet kender til de mulige gerningsmænd. Det er en hån mod både ofrene og mod befolkningen, der skal have tillid til, at efterforskningen er så effektiv som muligt. Det er fornuftigt, at der er krav om, at sager om grov kriminalitet bliver afsluttet hurtigt. Men ressourcerne skal også følge med. Derfor må politikerne erkende, at politiet står i en svær situation, hvor rigide krav om tidsfrister kan virke mod hensigten. I stedet må kravet være, at politiet får prioriteret kræfterne bedst muligt og ikke lader sig styre af tidsfrister og deraf følgende målkrav, som lederne måles på. Hvis politiet har en konkret mistanke, skal der selvfølgelig rejses en sigtelse med det samme. Også selv om der er risiko for, at der går flere end for eksempel 30 dage, før der er rejst en tiltale. Det er afgørende, at efterforskningen sker hurtigst muligt. Det må politikere og politiets ledelse sørge for, så de groteske udsættelser af sigtelser kan stoppe.

Annonce