Annonce
Sydjylland

Valgsjusk: Byrådskandidater var med i stemmeboksen

Mens Hamlaoui Bahloul (billedet) havde et succesfuldt valg og bev valgt ind i byrådet i Kolding, var Mohamed Abdulahis valgkampagne præget af flere negative historier. JydskeVestkysten har op til valget fortalt historien om, hvordan hans konkurs endte med tre års konkurskarantæne og en politianmeldelse. Arkivfoto.

Det nyvalgte byrådsmedlem Hamlaoui Bahloul (S) og byrådskandidat Mohamed Abdulahi (S) gik som valgtilforordnede med mindst tre vælgere i stemmeboksen. Det strider i mindst ét tilfælde mod lovgivningen

Valg: Da borgere tirsdag satte kryds på stemmesedlen på valgstedet ved Dyrehavevej i Kolding, stred stemmeafgivningen i mindst ét og muligvis helt op til fire tilfælde mod valgloven. Med inde i stemmeboksen var nemlig byrådskandidaten Mohamed Abdulahi (S) og byrådsmedlem Hamlaoui Bahloul (S), der selv bekræfter, at de som valgtilforordnede var med i stemmeboksen, når borgere satte deres kryds.

- Vi fik at vide, at hvis borgere bad om hjælp, så skulle vi være to fra hvert parti til at hjælpe dem i stemmeboksen, siger Mohamed Abdulahi, der husker at have hjulpet to-tre vælgere med stemmeafgivningen inde i selve valgboksen, mens Hamlaoui Bahloul forklarer, at han har hjulpet en enkelt borger inde i stemmeboksen.

- Det var ældre mennesker, der ikke kunne skrive eller læse, siger Mohamed Abdulahi

Ifølge loven kan vælgere, der har problemer med at kunne sættet krydset selv, få hjælp af valgtilforordnede på valgstedet. Det kan de få, hvis de eksempelvis er blinde eller har et andet handicap, der gør det svært at afgive en stemme. I loven står der dog også, at: "en kandidat, der er opstillet i kommunen eller regionen, må ikke som valgstyrer eller tilforordnet vælger yde personlig bistand til stemmeafgivning".

- Det er kun, hvis en borger specifikt udpeger en opstillet kandidat til at hjælpe dem, at en kandidat må give hjælp til stemmeafgivningen, siger valgkonsulent i Økonomi- og Indenrigsministeriet, Christine Boeskov.

Byrådsmedlem Hamlaoui Bahloul (S) bekræfter, at han ikke var udpeget af borgeren, han hjalp inde i stemmeboksen. JydskeVestkysten har uden held forsøgt at få kontakt til Mohamed Abdulahi for at undersøge, om han var specifikt udpeget af borgerne. Var han ikke det, er der ikke tale om ikke bare én, men op til fire episoder, hvor loven er blevet overtrådt på valgstedet i Kolding.

Annonce

Valgtilforordnede

Som udgangspunkt stiller partierne op med valgtilforordnede. Men hvis partierne ikke kan finde nok, kan andre borgere også melde sig.De valgtilforordnedes opgaver er blandt andet at tælle stemmesedler op, krydse vælgerne af i valglisten, trække gardinet ordentlig for i stemmeboksen, hjælpe folk ind i stemmeboksene, sikre sig, at stemmesedlen kommer rigtigt ned i stemmekassen, hjælpe med at finde den rigtige kø, henvise til det rigtige valgbord eller hjælpe handicappede på valgdagen.

Kilde: DR

Kendte ikke regler

Hamlaoui Bahloul fortæller, at en af valgstyrerne på valgstedet efterfølgende fortalte ham, at han ikke må hjælpe borgere i stemmeboksen, efter han havde hjulpet en ældre borger, der ikke kunne stemme uden hjælp. Til gengæld var Mohamed Abdulahi ifølge eget udsagn uvidende om reglerne.

- Lovgivningen kommer bag på mig. Jeg troede, at valgbestyrelsen havde styr på tingene, siger han.

Både Mohamed Abdulahi og Hamlaoui Bahloul er overbevist om, at deres tilstedeværelse i stemmeboksene ikke har haft indflydelse på valget. De peger på, at de aldrig var alene med vælgerne, og at der altid var en fra et andet parti med inde i stemmeboksen. JydskeVestkysten har forgæves forsøgt at få kontakt til valgformanden fra stemmestedet på Dyrehavevej i Kolding.

Der er endnu ikke indgivet en klage over valget til kommunen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce