Annonce
Esbjerg

Vallø om valgnatten: Sjældent har jeg da løbet op og ned af så mange trapper

Henrik Vallø fra Borgerlisten behøvede onsdag ikke en daglig gåtur. Motion fik han nemlig nok af på selve valgnatten, hvor han flere gange måtte gå op og ned ad trapperne på rådhuset i Esbjerg som en yderst ombejlet herre - indbudt til konstitueringssamtaler i både rød og blå blok. Arkivfoto

Henrik Vallø fra Borgerlisten befandt sig godt i rollen som ham, de store partier bejlede til på valgnatten i Esbjerg. Borgmester blev han ikke - til gengæld brugte han sit mandat til at sætte den meget omdiskuterede sag om boligbyggeri på Museumspladsen på stand-by.

Annonce

Esbjerg: Borgerlistens Henrik Vallø havde travlt på valgnatten i Esbjerg - meget travlt. Da det nye byråd skulle konstituere sig på rådhuset, var der nemlig bud efter ham i både rød og blå blok. Det betød, at han flere gange måtte bevæge sig fra socialdemokraternes borgmesterkandidat John Snedkers kontor på 1. sal og op ad trappen til Venstres borgmesterkontor på 2. sal for at tage del i forhandlinger begge steder.

- Sjældent har jeg da fået så meget motion, lyder det muntert fra Vallø, som tilføjer:

- Jeg kunne undervejs på trappen ikke lade være med at more mig over situationen. Det mindede jo lidt om et cirkus, og ind imellem blev jeg overfaldet af journalister. Det var vildt.

Henrik Vallø har været med i politik i mange år, først som byrådsmedlem for partiet Venstre; siden som byrådsmedlem for De Konservative, som han sidste år brød med og stiftede Borgerlisten. Ergo er han en mand med politisk erfaring. Alligevel kom det bag på ham, at der var SÅ meget bud efter ham på valgnatten i Esbjerg.

- Den nat lærte mig, at man skal være dér, hvor det sker, når det sker. Det er piskende nødvendigt i lokalpolitik, bemærker Henrik Vallø.

- Jeg kunne undervejs på trappen ikke lade være med at more mig over situationen. Det mindede jo lidt om et cirkus.

Henrik Vallø, Borgerlisten

Vallø i tal

Borgerlisten fik 4,9 procent af stemmerne ved tirsdagens valg i Esbjerg Kommune. Listen kommer ind i det nye byråd med et mandat. Dette mandat går til borgmesterkandidat Henrik Vallø, som fik 2.326 personlige stemmer. Henrik Vallø sidder i forvejen i byrådet som løsgænger. Han forlod De Konservative sidste år. Ved sidste valg opnåede han som kandidat for dette parti 1476 stemmer.Borgerlisten var ved valget i valgforbund med Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.

Annonce

Fik borgmestertilbud fra rød blok

På valgnatten blev Henrik Vallø tilbudt at være borgmester i rød blok - et tilbud, som senere faldt til jorden, da der ifølge Valløs oplysninger til Jydske Vestkysten ikke var opbakning i rød blok til den model alligevel.

Vallø var da heller ikke interesseret i at blive borgmester i rød blok.

- Naturligvis følte jeg mig fristet, for som borgmesterkandidat går jeg jo efter at få mest mulig indflydelse, men det nytter ikke at blive borgmester, hvis det ikke kommer til at fungere i praksis, påpeger han og forklarer, at han havde svært ved at se sig selv stå i spidsen for et rødt "kludetæppe" i konstituering, ikke mindst set i lyset af, at Borgerlisten har et borgerligt, liberalt udgangspunkt.

Til gengæld ser han muligheder i at være en del af en bred, borgerlig blok og bakker op om Venstres borgmesterkandidat Jesper Frost Rasmussen.

Som "betaling" for det har han fået en formandspost i et af de politiske udvalg og et løfte fra blå blok om, at den meget omdiskuterede sag om boligbyggeri på Museumspladsen i Esbjerg sættes stand-by.

Han fik også skrevet ind i konstitueringsaftalen, at det nye byråd skal skrive de punkter ned, der skal arbejdes med i den kommende byrådsperiode. På den måde sikres det, at alle arbejder på den samme udvikling, mener han.

Annonce

Borgerne skal høres

Henrik Vallø fik 2.236 personlige stemmer ved valget og er dermed den kandidat i det nye byråd, der fik 3. flest personlige stemmer. Han håber, han får lov til at fortsætte som formand for kommunens social- & arbejdsmarkedsudvalg, og betragter det som en stor sejr, at sagen om byggeriet på Museumspladsen nu sættes stand-by.

- Det var en uartighed ud over alle grænser, at man satte sagen på dagsordenen blot to dage efter valget og ikke fik behandlet den før valget, siger Henrik Vallø, som forklarer de mange personlige stemmer med, at Borgerlisten under valgkampen har haft succes med at melde ud, hvor listen står i forskellige sager - ikke mindst i sagen om boligbyggeriet på Museumspladsen.

- I min verden skal vi ikke have det byggeri dér. Vi skal have undersøgt, hvad borgerne vil, og det kunne være interessant at undersøge, om Ungdomsbo vil bygge andre steder, for eksempel på Dokken, lyder det fra Vallø.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce