Annonce
112

Pludselig fossede vand ind gennem huset: – Det kom som et lyn fra en klar himmel

Marie og Erik Skovshoved fra Kelstrup fik lørdag uindbudt besøg af store vandmasser i deres staldbygning og have. Foto: Jacob Schultz
Regnen gav store problemer for et ældre ægtepar lørdag formiddag, da en sø løb over sine bredder.

KELSTRUP: For anden gang på kun fire måneder fik Marie og Erik Skovshoved lørdag oversvømmelse i deres ejendom på Kelstrup Bygade 37. Ellers var det 23 år siden, de sidst havde oplevet noget lignende.

– Det kom som et lyn fra en klar himmel, fortæller deres datter Gitte Skovshoved.

Hun havde talt i telefon med sine forældre ved 10-tiden. Så kørte hun i Føtex. Og så ringede hendes mor igen. Denne gang var tonen en helt anden, for vandet fossede ind, og hun vidste ikke, hvem hun skulle ringe til.

Gitte Skovshoved kendte en ansat hos Beredskabsstyrelsen, så ham ringede hun til og fik at vide, at hun skulle ringe 114.

Et kvarter efter stod indsatslederen der og rekvirerede pumper.

Annonce

Vi stod inde ved hønsene til klokken 17.45 og skovlede vand.

Marie Skovshoved

Håndklæder under døren

Marie Skovshoved havde travlt med at finde håndklæder, for vandet truede med at løbe ind i stuehuset under bagdøren:

– Jeg brugte nogle og 20 håndklæder. Og klude.

Det reddede stuehuset, for vandet stod helt op til kattelemmen. Men vandet fossede ind i nabobygningen med udestue, hønsehus og gildesal. Og ud gennem gårdspladsen.

– Vi fejede og fejede, fortæller Gitte Skovshoved.

Så kom der pumper op. Det reddede gildesalen, der ligger lidt højere. Men vandet stod igen højt i udestuen.

– Jeg sagde også til forsikringsmanden, at det var godt, de ikke havde fået det lavet endnu, fortæller Marie Skovshoved.

Vandet fossede nemlig også ind i november sidste år.

– Men da var det ikke så galt, konstaterer Marie Skovshoved.

Vandet kom igen fra naboens store sø på en mark længere oppe. Den løb simpelthen over på grund af den megen regn.

Det havde de ellers ikke oplevet i mange år.

– For 23 år siden løb det bare igennem og ud på vejen, fortæller Erik Skovshoved.

Vandet løb gennem haven og ud gennem gårdspladsen uden at lave ravage.

Vil bygge diger

Men det gjorde det de sidste to gange. Senest stod det 40 cm højt inde i den gamle staldbygning. Og strømmen gik, for vandet nåede fryserens strømforsyning.

– Vi stod inde ved hønsene til klokken 17.45 og skovlede vand, tilføjer Marie Skovshoved.

Så nu overvejer det ældre ægtepar at klimasikre deres grund.

– Vi vil prøve at lave et dige deroppe, siger Erik Skovshoved og peger op bag i haven.

– Inde ved hønsene vil vi lave trinnet højere, tilføjer Marie Skovshoved.

– Vi bliver nødt til at købe nogle pumper, supplerer Gitte Skovshoved.

Beredskabets pumper og slanger var der stadig søndag eftermiddag. Der er fortsat udsigt til regn de kommende dage.

Strømmen gik, da vandet nåede cirka hertil, som Erik Skovshoved viser på fryseren. Foto: Jacob Schultz
Søndag kunne hønsene igen gå tørskoede rundt. Der stod store mængder vand lørdag. Foto: Jacob Schultz
Marie og Erik Skovshoved fra Kelstrup fik lørdag uindbudt besøg af store vandmasser i deres staldbygning og have. Datteren Gitte måtte skylde sig hjem og hjælpe dem. Foto: Jacob Schultz
Marie og Erik Skovshoved fra Kelstrup fik lørdag uindbudt besøg af store vandmasser i deres staldbygning og have. Foto: Jacob Schultz
Lørdag blev der arbejdet med at pumpe vand ud. Foto: Gitte Skovshoved
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce