Annonce
Varde

Varde Kommunes rengøring bliver 5,5 millioner kroner dyrere

I august 2016 skrev JydskeVestkysten, at der var stor utilfredshed med rengøringen på Næsbjerg Skole. Arbejdsmiljørepræsentant Biran Jensen viser her noget spindelvæv fra vindueskarmen i fysiklokalet. Arkivfoto: Morten Nielsen

Hvert år skal Varde Kommune fremover bruge 5,5 millioner kroner mere på rengøring end i de seneste år. Til gengæld skulle kvaliteten gerne blive bedre.

Varde Kommune: Det bliver dyrere, men bedre. Sådan er forventningen til det rengøringsfirma, der overtager rengøringen af de fleste af Varde Kommunes bygninger per 1. januar.

Hvor det nuværende rengøringsfirma, Kongsvang, har fået 20,5 millioner kroner for opgaven om året, så skal det nye rengøringsfirma, KN Rengøring, have 26,4 millioner kroner. Da Varde Kommune laver nogle ændringer i forhold til rengøring, bliver den samlede ekstra regning på 5,5 millioner kroner.

- I udbuddet har vi stillet nogle andre krav, og der er ingen tvivl om, at vi forventer, at det her vil give et løft af rengøringen. Vi håber, det er noget, vi kan glæde os over, når det hele er kørt i gang, siger borgmester Erik Buhl (V).

Annonce

Udbud

Det nye rengøringsudbud er for en treårig periode med mulighed for to års forlængelse.De, der bød på opgaven, blev målt på tre parametre:

Kvalitet talte 30 procent. Det var ting som eksempelvis intern kvalitetssikring og brug af maskiner.

Tidsforbrug talte 25 procent.

Pris talte 45 procent.

Tidsforbrug gav pluspoint

I det tidligere udbud var der fokus på pris. I det nye udbud har der også været kigget på kvalitet og på tidsforbrug. Det vil sige, at Varde Kommune har kunnet leve med en højere pris, hvis selskabet til gengæld vil bruge flere timer på rengøringen.

Alt i alt har KN Rengøring budt ind med at bruge 15 procent mere tid på rengøring af de enkelte arealer, end det tidligere firma brugte. Derudover skal elevtoiletter på 12 skoler også gøres rent midt på dagen fremover.

Det er dog ikke kun den højere kvalitet, der giver en højere pris. Varde Kommune konkluderer også, at der er blevet luget ud i branchen, og selskaberne derfor ikke i samme grad underbyder hinanden.

- Det er en stigning, der er væsentlig højere, end vi havde regnet med, siger Erik Buhl.

Kontrol skal give mindre hovedrengøring

Ud over den daglige rengøring har Varde Kommune puljer til hovedrengøring og til ekstra gulvvask. Disse puljer bliver beskåret, men til gengæld ansætter kommunen en person, der skal kontrollere, om rengøringen er i orden. Tanken er, at hvis det bliver sikret, at den daglige rengøring bliver udført tilfredsstillende, så bliver der mindre brug for ekstra rengøring.

I 2018 bliver pengene fundet i en buffer-pulje, altså en pulje til uforudsete udgifter.

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce