Annonce
Esbjerg

Varmestue-ballade er tikkende bombe under Esbjergs udsatte: Nu kaster De Hjemløses Venner en redningskrans

Næstformand i De Hjemløses Venner i Esbjerg, Jens Jørn Bertelsen, er glad for, at han sammen med Marina Trafikbar endnu engang har fået mulighed for at hjælpe de udsatte i Esbjerg med at få mad i maven. Arkivfoto: Soffi C. Larsen
Med fyringen af afdelingsleder på Kirkens Korshærs Varmestue og den efterfølgende månedlange lukning står Esbjergs udsatte i en kritisk situation. Sagen er ikke gået De Hjemløses Venners næse forbi, og derfor har de nu i samarbejde med spisestedet Marina Trafikbar arrangeret uddeling af mad til varmestuens brugere. Udvalgsformand følger ligeledes varmestuekrisen nøje og vil sætte ind, hvis det bliver nødvendigt.
Annonce

Esbjerg: - Bare en weekend, hvor der er lukket, kan være lang for varmestuens brugere. De to ugers sommerlukket er en krise. Men fire ugers lukning er en decideret katastrofe. Der er ingen andre steder at tage hen. Og folk kommer til at mangle mad, samvær, ly og hjælp til at komme igennem dagen. Det kan ende helt galt.

Sådan siger Lasse Jensen, der var blandt dem, der tidligere i denne uge mødte op ved Kirkens Korshærs Varmestue for at protestere imod fyringen af stedets afdelingsleder Susanne Nielsen. Han og andre udsatte i Esbjerg er rystede over den nuværende situation på varmestuen. Kirkens Korshær har besluttet at holde sommerlukket to uger før tid på grund af den ballade, fyringen har udløst.

Det betyder, at hjemløse og udsatte i den kommende måned ikke noget sted at gå hen. Og netop derfor er organisationen De Hjemløses Venner, der har fulgt sagen fra sidelinjen, gået sammen med spisestedet Marina Trafikbar om at hjælpe varmestuens brugere.

Annonce

Kan ikke lade stå til

Alle hverdage indtil varmestuen genåbner den 2. august vil der ved frokosttid blive uddelt mad, som for eksempel sandwiches, fra lokalerne i Exnersgade, hvor Kirkens Korshær har givet adgang til lokalerne i et begrænset tidsrum. Og allerede torsdag udleverede man mad til 49 brugere.


Vi tænker meget på de mennesker, der bliver ramt af det. Det er ikke en holdbar situation. Det er vanskeligt for de udsatte at stå i, og mange har svært ved at skaffe mad nu. Derfor har vi besluttet at træde til. For vi må ikke bare lade stå til, så vi vil gerne sikre, at brugerne af varmestuen får noget at spise

Jens Jørn Bertelsen, næstformand i De Hjemløses Venner i Esbjerg


- Vi tænker meget på de mennesker, der bliver ramt af det. Det er ikke en holdbar situation. Det er vanskeligt for de udsatte at stå i, og mange har svært ved at skaffe mad nu. Derfor har vi besluttet at træde til. For vi må ikke bare lade stå til, så vi vil gerne sikre, at brugerne af varmestuen får noget at spise, siger næstformand i De Hjemløses Venner i Esbjerg, Jens Jørn Bertelsen, der ikke vil kommentere på fyringen af Susanne Nielsen.

- Det er uheldigt, at en leder gennem så mange år ikke er der længere. Det vil jo være et tab. Men det er ikke noget, vi skal blande os i. Vi er sat i verden for at hjælpe de udsatte i vores område, siger han.

Annonce

Ulykkelig situation

Også formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget Henrik Vallø (Borgerlisten) er bekymret over situationen på varmestuen.

- Det er trist, at de står i så presset en økonomisk situation, at det får konsekvenser. Coronakrisen har ramt hårdt, og det er ikke godt for nogen, at vi står her. Jeg vil helst ikke kommentere på en personalesag, der reelt ikke har noget med kommunen at gøre, men det er klart, at når der mangler en medarbejder, så kan man ikke nå det sammen, som man ellers kunne. Så det er en ulykkelig situation for brugerne, siger Henrik Vallø, der vil følge sagen nøje.

- Jeg håber ikke, at det ender med at få alt for store konsekvenser for de udsatte borgere. Jeg kan glæde mig over, at det trods alt er sommer. Og de plejer at klare sig igennem de to ugers sommerlukning. Men vi holder øje med situationen, og vi sætter naturligvis ind, hvis det bliver nødvendigt, siger Henrik Vallø, der i samme ombæring roser initiativet fra De Hjemløses Venner.

- Det er flot, at de endnu engang træder til. Det gør mig ærligt talt stolt.

Ud over maduddellingen, der er arrangeret af De Hjemløses Venner, vil varmestuens socialsygeplejerske også være til rådighed de kommende to uger.

Om balladen på varmestuen

  • For nyligt blev Susanne Nielsen fyret fra sit job som afdelingsleder på Kirkens Korshærs Varmestue.
  • Her har hun været ansat i mere end 18 år.
  • Det har skabt uro blandt varmestuens brugere, der er imod beslutningen.
  • Torsdag den 25. juni blev der afholdt et informationsmøde, hvor brugere og frivillige blev orienteret om fyringen.
  • Mødet måtte stoppes efter ganske kort tid, da stemningen ifølge ledelsen i Kirkens Korshær blev for urolig.
  • Mandag eftermiddag blev det af ledelsen besluttet at varmestuen holder lukket de kommende fire uger.
  • Det er to uger mere end de to uger, som varmestuen efter planen skulle have holdt sommerlukket.
  • Tirsdag formiddag afholdt op imod 50 socialt udsatte, hjemløse og frivillige på varmestuen demonstration ved varmestuen.
  • Fra og med torsdag uddeler De Hjemløses Venner i samarbejde med Marina Trafikbar mad på alle hverdage fra varmestuens lokaler.
  • Under coronakrisen tog De Hjemløses Venner et lignende initiativ, da varmestuen blev lukket.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce