Annonce
Trekantområdet

Vaskemaskine antændte: Udbrændt kælder og sodskader i hele huset efter villabrand i Bredsten

Politi og brandvæsen var mandag eftermiddag til stede ved en brand i en villa i Bredsten. Foto: Flemming Larsen
Det var beboerne selv, der slog alarm, da der mandag eftermiddag udbrød brand i et hus på Kærbøllingvej i Bredsten. Ilden opstod formentlig i en vaskemaskine eller tørretumbler i kælderen.

BREDSTEN: Brandvæsenet rykkede ud til en brand i en villa på Kærbøllingvej i Bredsten mandag eftermiddag klokken 16.30.

- Det var en vaskemaskine eller en tørretumbler i kælderen, der antændte branden, fortæller indsatsleder hos TrekantBrand Erik Eg.

Flammerne fra kælderen bredte sig til et skur, der ligger klos op ad huset, og der var store flammer.

- Kælderen er totalt udbrændt, og der er desværre sodskader i hele huset, fortæller indsatslederen.

Beboerne opdagede selv branden og fik hurtigt alarmeret brandvæsenet. Bredsten Brandvæsen rykkede ud med slukningskøretøj og fik desuden assistance af et slukningstog fra Vejle. Derudover var politiet på adressen mandag eftermiddag.

Efter et par timer var der kontrol over branden, fortæller indsatsleder Erik Eg:

- Der var lidt efterslukningsarbejde i gang, hvor vi blandt andet skulle brække noget gulv op, fordi der gemte sig nogle gløder, siger Erik Eg til Vejle Amts Folkeblad.

Brandvæsenet var færdige med slukningsarbejdet på Kærbøllingvej i Bredsten ved 19-tiden mandag aften.

Indsatslederen forsikrer desuden, at ingen kom noget til.

- Det var beboerne selv, der opdagede branden og fik alarmeret. Alle var ude og sad ovre hos naboen og havde det efter omstændighederne godt, sagde indsatslederen mandag aften.

Sydøstjyllands Politi oplyste tirsdag morgen, at man tirsdag fortsætter undersøgelserne på stedet.

Annonce
Mandag eftermiddag udbrød brand i en villa på Kærbøllingvej i Bredsten. Foto: Flemming Larsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce