Annonce
Sport

VB vandt fortjent over tophold fra 1. division

Diego Montiel og VB vandt søndag 1-0 i Silkeborg. Arkivfoto: Ole Nielsen.
Ylber Ramadani scorede kampens eneste mål, da Vejle Boldklub vandt 1-0 i Silkeborg.

Silkeborg: Vejle Boldklub hentede søndag vinterens anden sejr.

Det skete i Silkeborg, hvor VB vandt 1-0 over silkeborgenserne, der overvintrer på 1. divisions tredjeplads.

Ylber Ramadani stod for kampens eneste træffer, som faldt efter små 20 minutters spil. Generelt spillede VB en udmærket kamp og skabte godt med chancer.

Silkeborg begyndte bedst og fik ad flere omgange flyttet spillet op omkring og i VB’s straffesparksfelt, men sådan rigtigt farligt blev det aldrig. Målmand Alexander Brunst, som spillede første halvleg, blev aldrig tvunget ud i de helt store redninger.

Efterhånden som første halvleg skred frem, kom VB bedre med. Det gav resultat efter små 20 minutters spil, da vejlenserne for første gang fik sat et godt angreb sammen. Tobias Sommer smed et godt indlæg på tværs fra venstre side, og det endte hos Ylber Ramadani, der fint sparkede bolden i kassen.

Det blev indledningen på en udmærket VB-periode med flere gode offensive aktioner, uden de dog kastede de helt store muligheder af sig.

Annonce

Ramte overliggeren to gange

I anden halvleg kom VB langt bedre med, og da spillere som Saeid Ezatolahi, Arbnor Mucolli og Wahid Faghir efter cirka en times tid kom på banen, udmøntede det sig også i chancer.

Wahid Faghir fik en stor mulighed, da han blve spillet fri af Malte Amundsen, men Faghir svigtede for en sjælden gangs skyld og tabte den direkte duel med Silkeborg-målmanden.

Senere i anden halvleg ramte først Kevin Yamga og siden Arbnor Mucolli overliggeren, og VB kom til yderligere et par halv-store chancer.

Silkeborg kom til gengæld ikke til ret meget i anden halvlegs første 45 minutter, men i dommerens tillægstid fik værterne sendt et frispark af sted, som tog ydersiden af den ene opstander.

VB spiller tirsdag vinterens tredje og sidste testkamp, når det gælder Esbjerg.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce