Annonce
Læserbrev

Vejbump opbygget af kompositmateriale

Læserbrev: I de senere år har Havnegade undergået en markant forvandling. Mange holder af forandringen med det rustne jern, gangbro og det bredde fortov. Det sidste skud på stammen er diverse vejbump opbygget af kompositmateriale – og det er netop disse infame vejbump, der får mig til tasterne.

I forbindelse med den store renovering blev der etableret fartbegrænsning i form af ændret belægning på strategisk udsatte strækninger i Havnegade, hvorfor nu disse ekstra foranstaltninger, når man i forvejen allerede har etableret fartbegrænsning? Det mærkværdige ved etableringerne er, at disse vejbump er placeret lige ved eller omkring den tidligere borgmester Johnny Søtrups bopæl. Hvorfor er der ikke placeret ekstra vejbump andre steder i Havnegade? Man får uvægerlig den tanke, at man kun ønsker trafik af bløde trafikanter. Eller måske ønsker man helt at lukke Havnegade for trafik på den strækning, hvor Johnny Søtrup har sin bopæl, således at han i ro og fred kan nyde et glas rødvin på altanen, uden indblanding af støj fra irriterende borgere. Det var åbenbart ikke tilstrækkelig, at man barberede x-antal parkeringspladser væk.

Disse nye vejbump er ikke blot møgirriterende for bilisterne. De er også med til at ødelægge bilparken. Selv om man snegler sig over vejbumpene, mærkes det tydeligt i vognen.

Hvert år ved denne tid går snakken om kommunens budget. Et budget, der hvert år kræver massive besparelser. Gad vide om det ikke var en god idé at kigge lidt på unødvendige og ligegyldige projekter så som ovennævnte vejbump. Eller hvad med supercykelsti i Baggesensalle med dertilhørende cyklistbro over banelegemet. Dybt godnat. Det allermest unødvendige projekt i nyere tid var udgiften til ændring af skolenavne for vore kommuneskoler.

Man har indtryk af, at noget af det væsentlige for de siddende borgmestre er at ”sætte varige spor”. Det gør så knap så meget, at det bliver projekter, der er helt overflødige. Hvem skal betale gildet? Det er selvfølgelig alle de glade borgere i kommunen.

Tænk jer om kære politikere inden I smider om jer med borgernes penge.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Nye tegn på jødehad er skændige

I disse dage er det 81 år siden den uhæmmede ondskab blev sluppet løs, da nazisterne og deres medløbere angreb jødiske synagoger, forretninger og hjem. Cirka 600 værgeløse mennesker blev myrdet i perioden mellem den 7. og den 13. november, mens omkring 30.000 blev sendt i koncentrationslejre som optakt til en forfølgelse, der senere blev uendelig meget værre med seks millioner myrdede jøder i den tysk kontrollerede del af Europa. Men en af de sørgeligste og mest tåbelige fordomme, nemlig antisemitismen, lever stadig – også her i Danmark. Således kan Randers Amtsavis berette, hvordan flere end 80 gravsteder på byens jødiske begravelsesplads natten til søndag blev skændet med maling og klistermærker i form af gule davidsstjerner med påskriften ”Jude”. Denne stjerne blev forfølgelsens symbol for ofrene, der var tvunget til at bære tegnet på deres religiøse tilhørsforhold fra 1941 og indtil deres død eller for de få heldiges vedkommende frem til krigens afslutning. Samme afskyelige klistermærke er også blevet placeret på postkassen foran en jødisk families bopæl i Silkeborg. Blandt antisemitismens mange fædre er uvidenhed, fordomme og banal trang til at gøre andre mennesker ondt. For rationelt tænkende mennesker er fænomenet derfor uforståeligt. I Danmark har der levet jøder i hvert fald siden 1600-tallet og måske endnu længere tilbage. Siden 1814 har jøderne haft nøjagtig de samme rettigheder som alle deres øvrige danske landsmænd og er en fuldt integreret del af vores fælles fædreland. Naturligvis har jødiske danskere ydet enorme bidrag til dansk kultur, videnskab og økonomi. Men reelt er der ingen grund til specielt at fremhæve den dansk-jødiske histories stjerner. Vores indbyggere med jødisk baggrund bidrager uanset deres position til vores samfund ganske som alle andre danskere. Og uanset religiøs baggrund har alle danskere ret til et liv i frihed og tryghed. Disse fornyede tegn på jødehad er ganske enkelt skændige.

Annonce