Annonce
Vejen

Vejen Kunstmuseum vil genskabe billedhuggerens hus og have

Niels Hansen Jacobsens gamle hus i Skolegade har fået nyt stråtag. Museumsleder Teresa Nielsen håber, det bliver muligt at skaffe penge til mere istandsættelse, da huset er plaget af fugt. Foto: Ludvig Dittmann
Museet mangler mulighed for at formidle en vigtig del af billedhugger Niels Hansen Jacobsens liv. Museumsleder Teresa Nielsen ønsker "Hytten" istandsat og mener, at der her bør sættes fokus på billedhuggerens produktion af grav- og mindesten.

VEJEN: Samlingen af billedhugger Niels Hansens Jacobsens værker, som udstilles på Vejen Kunstmuseum, mangler en vigtig dimension, mener museumsleder Teresa Nielsen, som har store planer med "Hytten" - det lille hus i Skolegade, som billedhuggeren brugte som sommerresidens fra 1908 - 1924 sammen med sin hustru nummer to, Kaja.

- På museet viser vi billedhuggerens værker, hans skulpturer og hans keramik, men der er en side af hans produktion, som vi ikke fortæller ret meget om, nemlig hans store produktion af gravsten og mindesmærker. Den del af historien bør naturligvis også formidles, og det er oplagt at restaurere "Hytten", der i starten var et aftægtshus til familiens gård, og gøre den til et formidlingssted, fortæller Teresa Nielsen, som oplyser, at det gamle hus, når det bliver restaureret, ikke kun kan bruges til formidling men også som legatbolig.

Annonce
"Hytten" er helt sikkert værd at bevare, og det kunne få stor, stor værdi for hele Vejen Kommune, hvis det blev istandsat og blev brugt til at fortælle noget om den del af billedhuggerens produktion, som vi i dag ikke fortæller ret meget om på museet.

Teresa Nielsen, leder af Vejen Kunstmuseum

Vil genskabe kunstner-miljøet

- Jeg forestiller mig, at der i "Hytten" kunne bo skiftende kunstnere, kunsthistorikere og håndværkere, som - mens de bor her - kunne berige os med noget. Med den rette planlægning kan "Hytten" sagtens fungere som legatbolig tre-fire gange i løbet af et år. Derudover skal vi have genskabt billedhuggerens huggehus, hans keramikværksted og det lille stråtags-overdækkende rum, som måske blev brugt til opbevaring af materialer. Selve haven er der også masser af muligheder i. Her kunne vi placere store sten rundt omkring, sådan som de stod, da billedhuggeren arbejdede her, fortæller museumslederen, som ser et stort formidlings- og turistmæssigt potentiale i det gamle hus og de omkringliggende arealer.

Hun føler sig inspireret af det kunstneriske miljø omkring kunstnerkolonien Worpswede ved Bremen og mener, at området ved Skolegade i Vejen på sigt kunne åbnes op som et rekreativt område.

Hun mener også, og at det kunne være en god idé at lade museumsgæster en tur på Vejen Kirkegård, hvor de kan se de over 50 gravsten, som er skabt af Niels Hansen Jacobsen, hvorefter besøgende kunne gå en tur ved Vejen Å og bagefter besøge Skibelund og omkringliggende kirkegårde.

- Sådan en rute kunne i den grad være med til at formidle Vejen Kommunes kunstneriske DNA, lyder det fra Teresa Nielsen.

Har fået nyt tag

"Hytten" har for nylig fået nyt stråtag, betalt af Vejen Kommune, og planen er nu at få politikerne med på ideen med at gøre bygningen og det omkringliggende areal til et formidlingssted. Teresa Nielsen satser på at søge forskellige fonde og oplyser, at det vil kræve en del restaurering, inden "Hytten" igen kan bruges som beboelse.

- Huset har stået tomt i flere år og er plaget af fugt. Derudover skal der gøres noget, så bygningen opfylder brandkravene. Men "Hytten" er helt sikkert værd at bevare, og det kunne få stor, stor værdi for hele Vejen Kommune, hvis det blev istandsat og blev brugt til at fortælle noget om den del af billedhuggerens produktion, som vi i dag ikke fortæller ret meget om på museet, lyder det fra Teresa Nielsen.

Hyttens historie

"Hytten" ligger i Skolegade i Vejen, mellem Rosengården og det gamle Egely. Det fungerede i perioden fra 1908 til 1924 som sommer-bolig for billedhugger Niels Hansen Jacobsen og hans hustru Kaja. Om vinteren boede parret i København.

Gamle fotografier viser, at der til venstre for "Hytten" lå et huggehus. En kopi af dette, opført som en midlertidig bygning, er rejst af skoleelever fra Vejen og Askov og kan i øjeblikket besøges på pladsen foran Vejen Kunstmuseum.

Ved "Hytten" lå også billedhuggerens keramikværksted, og under noget stråtag, der stod på jorden, har billedhuggeren formentlig opbevaret forskellige materialer.

"Hytten" var i mange år Vejen Kommunes ejendom. I dag er den en del af Vejen Kunstmuseum.

Bygningen, som er fredet, var i mange år lejet ud.

Den, der sidst boede i huset, var Grethe Skov - mor til Danmarks storkeekspert Hans Skov.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener om flystøj: Det kan staten ikke være bekendt

Det er en urimelig behandling, mange af naboerne til de kommende F-35 kampfly i Skrydstrup har udsigt til at få. Fredag præsenterede et bredt politisk flertal en aftale, som vil koste skatteyderne 250 millioner kroner i forskellige former for kompensationer til de støjramte naboer. Det er i sig selv mange penge, men det er dog kun godt en procent af det beløb, som staten bruger på selve købet af de 27 nye fly. Når man køber fly for 20 milliarder kroner, skal man også være parat til at betale en anstændig pris for at undgå, at naboer kommer i økonomisk klemme, fordi deres boliger vil falde i værdi. Man kan af gode grunde ikke på forhånd vide, hvad det værditab bliver, og derfor kan der ikke på nuværende tidspunkt afsættes et fast beløb. Men det gør det politiske flertal i en aftale, der ud over at være for nærig også er alt for firkantet. Staten vil tilbyde 117 boligejere tættest på flyvestationen, der bor i en såkaldt rød zone, at de kan få opkøbt deres ejendom. Til gengæld er der cirka 1500 beboere i en såkaldt gul zone lidt længere væk, som kun vil blive tilbudt en støjsikring til 70.000 kroner. Forsvarsminister Trine Bramsen (S) forsvarer sig med, at der ikke er juridisk grundlag for at udbetale erstatning for det værditab, der måske vil blive på grund af den forøgede flystøj. Men så må det politiske flertal træde i karakter som lovgivere og sørge for, at dette juridiske grundlag bliver skabt. Det må selvfølgelig ikke blive et tag selv-bord for husejere, der bare vil kunne påstå, at de har fået et kæmpe værditab og derfor skal have en erstatning. Det skal være en uvildig instans, som konkret skal vurdere, om ejendommene i området kommer til at tabe mere i værdi, end de måske ellers ville have gjort, hvis der ikke var købt nye kampfly. Det vil betyde, at staten ikke på forhånd kan vide, hvad udgiften til at dække naboernes tab bliver. Men det er en regning, alle skatteydere må være parat til at betale.

Danmark

Endelig plan for millionerstatning er landet: Støjramte F-35-naboer kan få 70.000 kroner i hånden

Annonce