Annonce
Sport

Vejle fortsætter sløj start i 1. division

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Vejle står noteret for fire point i fire kampe i 1. division efter onsdagens 0-1-nederlag til Fredericia.

Oprykningsfavoritterne fra Vejle har fået en kedelig start på tilværelsen i 1. division.

Onsdag aften gik det igen galt på eget græs, da lokalrivalen FC Fredericia fortjent sejrede med 1-0 - et mål der i øvrigt var orkestreret af to tidligere Vejle-spillere.

Med nederlaget står superliganedrykkeren kun noteret for fire point efter fire kampe, hvilket rækker til en syvendeplads. Fredericia har lagt sig i spidsen af rækken med ni point. Rækkens ti øvrige hold har kun spillet tre kampe.

Det var anden gang i lige så mange forsøg i denne sæson, at Vejle måtte forlade en hjemmekamp uden point. Det irriterer forsvarsklippen Mads Greve.

- Det er meget frustrerende, at vi er så dårlige, som vi er. I de to hjemmekampe har vi ikke spillet op til vores niveau. Det er fuldt fortjent, at Fredericia vandt, siger Vejle-stopperen til TV3 Sport.

I en livlig indledning kunne begge hold have taget føringen, inden der var spillet otte minutter.

Kort efter bragte gæsterne sig i front på et angreb, der kom efter en stor Vejle-fejl.

En returbold endte hos det tidligere Vejle-talent Agon Mucolli, der spillede Kristian Kirkegaard helt fri, og han gjorde det til 1-0. Kirkegaard har også tidligere spillet ungdomsfodbold i Vejle.

Broren til assistmager Agon Mucolli - Arbnor Mucolli - var med hos Vejle.

Kort før pausen havde han en fin afslutning, der dog sneg sig lige uden om Fredericias mål. Også nyindkøbet Diego Montiel var tæt på en udligning før pausen, men hans afslutning blev blokeret.

Undervejs i første halvleg måtte Vejle-anfører Jakob Schoop lade sig udskifte med en forstrækning.

Anførerens kløgt, vildskab og gode afleveringsfod kunne Vejle godt have brugt i jagten på en udligning. Vejlensernes offensive spil var langsomt og fejlfuldt i for lange perioder af kampen.

Til gengæld fik Vejles nye målmand, Indy Groothuizen, vist sig godt frem. Hollænderen måtte flere gange hive flotte redninger frem for at afværge en scoring mere til gæsterne.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Mens regeringen tøver, holder danskerne i kø

Læserbrev: Omtrent fire måneder er der gået, siden den socialdemokratiske transportminister, Benny Engelbrecht, proklamerede i JydskeVestkysten, at han for længst er trukket i arbejdstøjet, og at der fra regeringens side bliver arbejdet hårdt på en ny infrastrukturplan. Noget vi i Venstre selvsagt var glade for at høre. Nu er der som sagt gået over fire måneder, og på kalenderen står der 2020. Mere end et halvt år er gået, siden Socialdemokratiet flyttede ind i regeringskontorerne, og danskerne er endnu ikke stillet en infrastrukturplan i udsigt. Mens trafikken på de danske veje snegler sig afsted, og borgere og virksomheder bruger mere tid på kø og trængsel, kan transportministeren end ikke sætte et årstal på en ny infrastrukturplan. Alle os sydjyder må således gå rundt i uvished – vi ved ikke, om vi er købt eller solgt. Og uvisheden skaber selvfølgelig bekymring. For hvad skal der ske med Ny Midtjyske Motorvej? E45/E20 ved Kolding? Rute 11 fra Korskro til Varde? Eller for den sags skyld opgraderingen af Rute 11 til Tønder? Ingen ved det. Sidste år kom vi i Venstre i mål med en aftale om at investere mere end 110 milliarder kronet i vores infrastruktur frem mod 2030. Investeringer, som ville sikre vækst og bosætning over alt i Danmark. Derfor er det mildest talt bekymrende, at vi i Sydjylland ikke kan vide os sikre på, om de investeringer, som vi i Venstre var med til at aftale, overhovedet bliver til noget. I Venstre vil vi arbejde for, at vi hurtigst muligt bliver indkaldt til forhandlinger om en infrastrukturaftale. Vi kan ikke vente længere. For når borgere og virksomheder holder i kø koster det samfundet 20 milliarder kroner om året. Derfor er en god og sammenhængende infrastruktur helt grundlæggende for fortsat vækst og udvikling. Noget som er altafgørende, hvis vi skal investere i velfærd og grønne løsninger. Så alt imens regeringen har skudt endnu et løfte til hjørne, må vækst og udvikling sættes på pause.

Annonce