Billund: Torsdag aften løb den første af i alt fire countryaftener af stablen på Byens Plads. 160 havde købt billet til spisning, 20 havde købt billet på forhånd til musikken, og løbende købte folk billet ved indgangen til det afspærrede område.
Det er Handelsforeningen, der i samarbejde med eventkonsulent Pernille Steffensen har arrangeret countryaftenerne.
- Jeg havde det godt nok skidt i forgårs, da jeg så vejrudsigten, så jeg var meget glad her til morgen, da jeg så, det ikke ville regne, sagde projektlederen, der så frem til aftenen:
- Jeg ser frem til en rigtig hyggelig aften, hvor folk bliver siddende på deres pladser.
Ifølge de givne corona-restriktioner måtte der nemlig ikke danses, og gæsterne skulle blive siddende, medmindre de gik i baren eller på toilettet.
Klokken 17.30 åbnede pladsen for de første gæster, som frivillige fra Billund Håndboldforening gav det adgangsgivende armbånd på, og fra klokken 18.00 blev maden serveret. Allerede nu kan der på Billund Handelsforenings hjemmeside købes billetter til de kommende countryaftener.
Næste countryaften er torsdag den 16. juli.