Annonce
Sønderborg

Ven blev dræbt: 19-årig dømt for uagtsomt manddrab

En bil med fem personer kørte sidste sommer galt på Omfartsvejen, hvor en af passagerne blev dræbt. Bag rettet sad en 19-årig mand. Han blev tirsdag idømt 20 dagbøder af 200 kroner og et kørselforbud for at overtræde færdselsloven og straffeloven, da han blev dømt for uagtsomt manddrab. Arkivfoto: Claus Thorsted
En 19-årig mand blev tirsdag ved Retten i Sønderborg idømt 20 dagbøder af 200 kroner og et kørselsforbud for uagtsomt manddrab.
Annonce

Sønderborg: Efter en dødsulykke på Omfartsvejen i august sidste år er en 19-årig mand blevet dømt for uagtsomt manddrab.

Ulykken skete omkring klokken 04:30 13. august sidste år, hvor den dømte kom kørende med fire venner ad Omfartsvejen i retning mod Augustenborg. Ifølge den 19-årige forsøgte han at undvige en hare, hvorefter han mistede kontrollen over bilen, ramte midterrabatten, hvorefter bilen rullede rundt og endte i grøften. Ved ulykken blev en af passagererne slynget ud af bilen og pådrog sig alvorlige kvæstelser, som han midt på eftermiddagen samme dag afgik ved døden af.

Anklager Trine Schjødt fremlagede i retten en rapport fra en bilinspektør, som fastslog, at den dømte minimum havde kørt 124 km/t, hvor det er tilladt at køre 90 km/t. Bilinspektøren havde også konkluderet, at der ikke var nogle skader på vejen, og at bilen ellers fungerede, som den skulle.

- Rapporten fra bilinspektøren og ligsynsrapport, som blev fremlagt viser, at den afdøde afgik ved døden på grund af de kvæstelser, som han pådrog sig i ulykken, sagde hun.

Ligsynsrapporten havde vist, at den afdøde var død af et stort tryk i hjernen, ligesom hans pupiller ikke blev påvirket, når man lyste i dem. Dermed havde lægerne konkluderet, at chancen for at overleve var meget lille.

Stephan Ravn Berg, som repræsenterede den dømte, mente derimod, at det var formildende omstændigheder, at den tiltalte ikke havde pletter på straffeattesten, ligesom der i retten ikke kom oplysninger frem om, at de i bilen skulle have været feststemte og oppe at køre.

- Vi ser så tit her i retten, at det er nogle med alenlange straffeattester, som sidder på anklagebænken. Det er ikke tilfældet i denne sag, hvor det er en tydeligt berørt ung mand, som er blevet straffet nok, lød det fra forsvarsadvokaten.

Annonce

Nægtede sig skyldig

Den 19-årige som torsdag sad på anklagebænken nægtede sig skyldig. Han mente ikke, at han havde kørt over 100 km/t.

- Kørebanen virkede glat, og det var lidt tåget. Det var selvfølgelig noget, som jeg tænkte over, da jeg kørte, men jeg ved ikke, hvor hurtigt vi præcist kørte, sagde han.

Et af de vidner, der tirsdag var indkaldt, og som var med i bilen, mente heller ikke, at de havde kørt meget hurtigere end 100 km/t, men han var ikke sikker.

I de sidste ord før, at dommer Niels Klitgaard og de to domsmænd trak sig tilbage, sagde den 19-årige:

- Jeg er ikke dum nok til at sætte mine venners liv på spil. Jeg ønsker bare, at I dømmer retfærdigt.

Da domsmandsretten kom tilbage var det med en dom, som lød på en bøde på 4000 kroner, ligesom den dømte blev pålagt et kørselsforbud. Det betyder, at den 19-årige skal bestå en ny køreprøve, ligesom han skal gennem særlig kørerundervisning.

- Det vi især ligger til grund er den rapport, der er kommet fra bilinspektøren. Der er indlagt en masse forbehold i rapporten, som alle skal komme dig til gode, lød det fra dommeren, da han læste dommen op.

Den dømte ankede ikke dommen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Regionalt For abonnenter

Trængte hoteller og campingindehaver raser over omstridt overnatningskrav: - Det er for let at snyde

Annonce