Annonce
Kolding For abonnenter

Vennerne fra Folkekøkkenet sagde farvel til Poul

Poul Rofti efterlod ingen familie. Han levede isoleret og få kendte ham sådan for alvor. Vennerne var dem, han havde fra det sociale værested Folkekøkkenet. Herfra var 11 venner mødt op for at tage afsked, da Poul Rofti onsdag blev bisat. Ti på de forreste rækker og en enkelt helt nede på bagerste række uden for billedet. De 11 venner fyldte ikke meget i Sdr. Kapel. Til gengæld blev det en respektfuld og højtidelig afsked med Poul Rofti, hvor sognepræst Michael Lerche Nygaard holdt en meget personlig tale om afdøde, ud fra det vennerne fra Folkekøkkenet havde fortalt ham. Præsten tog blandt andet udgangspunkt i, at afdøde var et meget søgende menneske. Foto: Yilmaz Polat
Pouls andet hjem blev Folkekøkkenet på Haderslevvej, hvor han kom cirka fire gange om dagen og altid sad ved sit stambord ved vinduet med en kop kaffe, JydskeVestkysten og vegetarmad, som stod klar, når han kom kørende i sin gamle mørkeblå Mercedes fra 80’erne. Poul Rofti var en original i ordets bedste betydning - en ener, der gerne lyttede, men sjældent åbnede sig for andre om sig selv. JydskeVestkysten var med, da vennerne sagde farvel, og Poul blev bisat onsdag i denne uge.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce