Annonce
Esbjerg

Venstre-folk i opgør med egen byråds- og folketingskandidat i sag om kuldsejlet klapbro: - Du har ødelagt meget for Ribe

Der kommer ingen klapbro, og heller ingen ny bro til Ribe. Ripenserne må nøjes med den gamle bro. Arkivfoto: Jacob Schultz
Klapbroen i Ribe blev med transportforliget på Christiansborg forleden lagt i graven, og det glædede Venstres folketings- og byrådskandidat, Klaus Sandfeld, der selv har arbejde ihærdigt for at få klapbroen sløjfet. Men hans indsats har skadet Ribe, der nu ingenting får og mister en gylden mulighed for mere aktivitet ved Skibbroen, siger tre Venstre-folk.

Esbjerg Kommune: Venstres byrådskandidat og folketingskandidat for Esbjerg Omegnskreds, Klaus Sandfeld, er raget uklar med flere af sine egne partifæller i sagen om klapbroen i Ribe.

Sandfeld, der har været en af anførerne i indsatsen mod en klapbro i Ribe som erstatning for den nuværende, over 65 år gamle ringvejsbro, kunne forleden notere sig en sejr, da den 100 milliarder kroner dyre transport-aftale kom på plads på Christiansborg og ikke indeholdt så meget som en bøjet femøre til en klapbro, selv om broen allerede blev vedtaget i trafikaftalen fra 2016 som del af det nye vejprojekt omkring Ribe.

Og ikke alene kommer der ikke en klapbro. Der er heller ikke sat penge af til en ny bro, endsige endnu penge til en renovering af den nuværende ringvejsbro, og dermed mener Venstres to byrådsmedlemmer, Anders Rohr Jørgensen og Alex Sørensen, samt byrådskandidat Peder Tørnqvist, at meget er blevet ødelagt for Ribe. Og at pilen i den anledning peger direkte mod Klaus Sandfeld, der sammen med en anden ripenser, Henning Steen Kristensen, har løbet minister og folketingspolitikere på dørene i sagen:

Annonce

- Jeg spørger bare, hvad var formålet med det? Hvad har vi vundet - hvor er sejren? Det er en af de dummeste manøvrer, jeg har set i umindelige tider. Selvfølgelig havde det været bedre at få en ny bro - ovenikøbet med den ekstra funktion, at den kunne gå op og i - end ingenting. Jeg kan slet ikke se idéen i at skabe så meget ballade - endda på et misvisende grundlag, for han har fået folk til at skrive under på, at de hellere vil have en udvidelse af A11 og tunnel ved Bjerrumvej-Holmevej fremfor en klapbro over Ribe Å, som om de bare kunne vælge. Ovenikøbet ødelægger det mulighederne for at få sejlskibe, der ikke kan lægge masten ned, ind til Skibbroen. Det hele kunne have været en gevinst for byen og kommunen, og jeg synes, det er ualmindeligt dårligt arbejde, siger byrådskandidat Peder Tørnqvist (V).

Forkert facon

Anders Rohr Jørgensen (V), der i øvrigt er formand for Venstres partiforening i Ribe, er på linje med Tørnqvist og kalder det et "kæmpe nederlag for vores område".

- Sagen blev fremstillet, som om folk ville komme til at holde i kø i timevis i myldretiden, og det er jo ikke sandheden. Nu får vi ingenting og står tilbage med en gammel bro, og samtidig er vi fuldstændig til grin på Christiansborg. En klapbro havde været væsentlig i forhold til at realisere projektet med at åbne Ribe Kulturhavn - skibet Karen af Mandø, som netop er blevet renoveret for millioner af kroner og har en væsentlig kulturhistorisk betydning, kan eksempelvis nu ikke lægge til ved Skibbroen, siger Anders Rohr Jørgensen, der mener, at Klaus Sandfeld - når han vælger at stille op for Venstre til kommunalvalget i 2017 og nu igen i 2021 og som folketingskandidat - ikke burde gå imod sit eget parti:

- Det er okay at have en anden holdning og ytre sig, det har vi plads til i Venstre. Og det har Sandfeld også fået lov til. Men man skal ikke aktivt bekæmpe sine egne, når man er opstillet for partiet, siger han.

Annonce

Vildledning

Alex Sørensen (V) er ligeså træt af Klaus Sandfelds indsats for at sætte en stopper for klapbroen og holder forøvrigt i få minutter på en sekssporet motorvej i Holland, mens klappen går op for et containerskib, da JydskeVestkysten fanger ham i telefonen:

- Sådan en klapbro fungerer supergodt, og det er ærgerligt, vi ikke får den, for den havde været aktiv for Ribe. Det havde været alletiders at få skibene sejlet ind til Skibbroen - om det var fem eller 50 skibe om året; al aktivitet havde været velkommen, siger Alex Sørensen, der ligesom Peder Tørnqvist kritiserer partifællen Sandfeld for "en vildledende underskrifts-indsamling", hvor resultatet efterfølgende er brugt til at sabotere klapbroens komme:

- Meget af debatten er jo kørt helt skævt - som om, at folk i morgentrafikken ville være nødt til at holde i lange køer, mens broen stod åben for at skibene kunne sejle ind. Ikke bare i Holland, men i vores eget Sønderborg kan de godt finde ud af at have en klapbro. Man bestemmer jo selv, hvilke tidspunkter, den skal gå op, og hvis man lige skulle holde i kø i tre minutter, fordi der anløb et gammelt hollandsk træskib til Skibbroen, hva' så?

Annonce

Sovet i timen

Klaus Sandfeld tager gerne sammen med Henning Steen Kristensen æren for, at klapbroen ikke blev til noget:

- De, der ville have klapbroen, kunne bare have reageret - der er nogle, der har sovet i timen. Med alle de underskrifter, vi har haft, og med den support, vi har fået fra folk på gaden og på Facebook, synes jeg, at vi har haft en god mavefornemmelse for, hvad folk ikke ville have. Vores motivation for at gå imod klapbroen var, at den ikke passer ind infrastrukturmæssigt, ligesom der heller ikke foreligger en behovsanalyse på, hvad der kommer af skibe. Projektet havde ikke en acceptabel forrentning og blev til sidst en ”gave”, og sådan rutter man ikke med skatteydernes penge, mener han.

Hellere en klapbro

Beslutningen om klapbroen som erstatning for ringsvejsbroen ved Ribe samt det nye vej-anlæg omkring Ribe blev truffet allerede i 2016. Dengang havde Esbjerg Byråd ønsket sig en anden løsning, den såkaldte A-løsning gennem Natura 2000-området vest om Ribe, men forligspartierne på Christiansborg valgte C-løsningen med klapbroen.

Efterfølgende sagde daværende borgmester Johnny Søtrup, at selv om han hellere havde set en anden linjeføring, så var han tilfreds med, at forligspartierne ville bygge en ny bro, der kunne holde til de ekstra tunge lastvogns-transporter, ligesom han "selvfølgelig hellere vil have en klapbro end en almindelig bro".

Annonce
Esbjerg For abonnenter

Sidste år risikerede han at blive smidt på gaden: Nu renoverer købmanden for millionbeløb

Danmark

Torsdagens coronatal: Danmark har over 700 nye smittede for anden dag i træk

Sydjylland

Følg med her: Få seneste nyt om trafik og politi

Annonce
Annonce
Annonce
Sydjylland For abonnenter

Køreskole-elever har ventet i måneder på at komme til prøve, og kørelærere har holdt krisemøde: - Vi har undervurderet situationen, erkender Færdselsstyrelsen

Tønder For abonnenter

En kendt far og onkel: Nu er Andreas selv på vej frem på håndboldbanen

Varde

Emil på 19 år er kommet ud af sit misbrug: Kommunen skulle have sat mig i plejefamilie som lille

Aabenraa

Autoværksted har fundet fidusen: Kvinder står i kø for at lære at skifte hjul

Erhverv

Det bliver ikke sagt med blomster: Derfor flygter blomsterhandlerne fra Interflora

Erhverv For abonnenter

Naturgas sender varmeprisen på himmelflugt: 1000 fjernvarmekunder varslet stor ekstraregning

Ribe Esbjerg HH For abonnenter

Ribe-Esbjerg vinder storsejr over SønderjyskE: Fremragende forsvar og målmandsspil af høj klasse

Sydjylland

Følg med her: Få seneste nyt om trafik og politi

Nordtyskland

82-årigs far var nazi-massemorder. Sønnen bruger farens læderfrakke som fugleskræmsel

Danmark

Aktiviteter for store og små: Gode tips til efterårsferien for hele familien

Sydjylland

Økonomisk frihed til et langt og sundt liv

Debat For abonnenter

Kommentar: Dette er Socialdemokratiets største mulighed for at vælte borgmesteren, men hvor langt vil de strække sig?

Vejen

Børnecentre skaber røre: - Folk er bestemt ikke enige

Annonce