Grindsted: Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) bliver nu kaldt i samråd, hvor hun vil blive bedt om at forholde sig til en fusion mellem Grindsted Gymnasium og Grindsted Erhvervsgymnasium.
Det er de to Venstre-medlemmer Anni Matthiesen og Ellen Trane Nørby, der kalder ministeren i samråd, hvor sagen fra Grindsted vil blive bragt på banen.
Grindsted Gymnasium og Grindsted Erhvervsgymnasium har længe arbejdet hen mod en fusion – men de planer satte Pernille Rosenkrantz-Theil en foreløbig stopper for, da hun satte sig i ministerstolen. De planer vil man imidlertid gerne videre med i Grindsted.
- Det er mere end et år siden, at personalet på de to gymnasier fik besked på, at man arbejdede på en fusion. De to rektorer går rundt i uvished, og de er bekymrede for, at personalet risikerer at sive væk, siger Anni Matthiesen.
Sagerne står i kø
Ministeren har over for medlemmerne af Folketinget gjort det klart, at hun først vil i mål med en aftale om elevfordelingerne. En aftale, der skal sikre, at unge med indvandrerbaggrund bliver spredt i stedet for at klumpe sammen. Derefter vil hun se nærmere på det taxametersystem, der er grundlaget for, hvor stor en pose med penge hvert enkelt gymnasium får fra staten, og først derefter har ministeren erklæret sig villig til at se nærmere på, hvorvidt nogle gymnasier skal have lov til at slå pjalterne sammen. Men det kan man altså ikke vente på i Grindsted, mener Anni Matthiesen.
Sagen kort
Grindsted Gymnasium og Grindsted Erhvervsgymnansium ønsker at fusionere. De var allerede langt fremme i planerne, da børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) satte en foreløbig stopper for fusioner. I Grindsted håber man dog at kunne få dispensation.
Også for et halvt år siden var børne- og undervisningsministeren kaldt i samråd for at forholde sig til udfordringerne i Grindsted. Ved den lejlighed efterlyste ministeren en konkret ansøgning fra Grindsted.
Den ansøgning dumpede ind kort efter, men i Grindsted savner man stadig et svar. Derfor er ministeren igen kaldt i samråd.
- De har søgt om dispensation til at fortsætte deres fusion. Det har de ikke hørt fra, og derfor har de valgt at indsende en screeningsansøgning, som betyder, at man kigger på ønsket og giver besked på, om det ser ud til at kunne lade sig gøre eller ej, siger hun.
- Det haster
Heller ikke på denne ansøgning har de to gymnasier i Grindsted modtaget noget svar fra ministeriet, og derfor vil Venstre nu lægge et politisk pres på ministeren. Det er meget vigtigt for ungdomsuddannelserne i Grindsted, at de snart kan komme videre med deres fusion, mener det lokale folketingsmedlem.
- Hvis elevtallet falder, risikerer vi, at de unge i endnu højere grad vælger Grindsted fra, fordi der ikke er et godt ungdomsmiljø. Hvis man lavede en fusion, kunne man på den måde skabe mere sammen, og dermed ville man som ung ikke på samme måde føle, at man gik ind af døren til enten det almene gymnasium eller erhvervsgymnasiet, men en fælles enhed med flere elever. Så ville eleverne formentlig opleve et større ungdomsmiljø, end det er tilfældet i dag, siger Anni Matthiesen.
Anni Matthiesen (V)Det er mere end et år siden, at personalet på de to gymnasier fik besked på, at man arbejdede på en fusion. De to rektorer går rundt i uvished, og de er bekymrede for, at personalet risikerer at sive væk, fordi de går rundt i uvished.