Annonce
Esbjerg

Venstre klar med ændringsforslag til finansloven: Jura-uddannelsen skal til Esbjerg

Kommer jura-uddannelsen til Esbjerg? Venstres folketingsgruppe fremsætter i al fald nu et ændringsforslag til regeringens finanslovsforslag, der skal skaffe uddannelsen hertil, hvis der kan findes politisk opbakning. Arkivfoto: Ludvig Dittmann.
Venstre på Christiansborg har fremsat ændringsforslag til regeringens finanslovsforslag og håber at skaffe opbakning til at etablere jura-uddannelsen i Esbjerg, oplyser folketingsmedlem Ulla Tørnæs (V). Socialdemokratiets Anders Kronborg arbejder også for sagen, lover han.
Annonce

Esbjerg Kommune: Venstres folketingsgruppe forsøger nu konkret at hjælpe Esbjerg til en jura-uddannelse i nær fremtid.

Ifølge folketingsmedlem og uddannelsesordfører for Venstre, Ulla Tørnæs (V), er Venstre klar med ændringsforslag til regeringens finanslov, og et af dem er konkret, at der skal sættes de nødvendige midler af til oprettelse af en jura-uddannelse i Esbjerg.

- Vi ønsker et Danmark, der er i bedre uddannelsesbalance helt generelt, og derfor fremsætter vi helt konkret forslag om, at jura-uddannelsen skal udbydes og etableres i Esbjerg hurtigst muligt. Jeg har arbejdet på det her gennem længere tid. Vores landsdel bliver fattigere og fattigere, hvis vi ikke sikrer adgang til flere videregående uddannelser, og konkret er det altså jurauddannelsen, vi i første omgang peger på for at følge op på udflytning af statslige arbejdspladser som i sin tid udflytning af Sikkerhedsstyrelsen og Energistyrelsen til Esbjerg og nu et nyt skattecenter, der også etablerer sig her. Desuden er der jo flere store virksomheder - eksempelvis Det Faglige Hus - der vil være aftagere af jurister, siger Ulla Tørnæs.

Kampen om at få jura-uddannelsen til Esbjerg har stået på i efterhånden lang tid, og kom til syvende og sidst til at handle om, at Syddansk Universitet ønskede at få et forhåndstilsagn på et beløb på knap 16 millioner kroner fra uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), inden man formelt ville søge om prækvalifikation.

Annonce

Forhistorien

I september sendte SDU-rektor Henrik Dam den konkrete ansøgning om at få jura-uddannelsen til Esbjerg til ministeren, men ønskede ikke at videresende den det rådgivende udvalg for vurdering af udbud af videregående uddannelser (RUVU), som skulle have den i hænde allersenest den 1. oktober, inden der lå et løfte om, at der ville følge penge med til oprettelsen af uddannelsen i Esbjerg. Den økonomiske side af sagen skulle være klaret med Venstres ændringsforslag, hvis der ellers er et flertal på 90 mandater bag ønsket.

Om udsigten til at komme igennem med forslaget tør Ulla Tørnæs ikke spå om, men hun siger dog:

- Gennem tiden er der en del politikere, der har ytret sig i den sag, og nu får vi at se, om det er skåltaler eller realiteter. Venstre har ikke 90 mandater, og vi har bokset for at den socialdemokratiske regering skulle tage jura-uddannelsen med i det udspil til finanslov, som regeringen er kommet med, men det er ikke sket. Så nu håber jeg, regeringen vil stemme for vores ændringsforslag til 3. behandlingen i december, siger hun.

Ulla Tørnæs tror ikke, der vil skorte på unge, der vil søge ind på en jura-uddannelse i Esbjerg:

- Med jura er det sådan, at der altid vil være ansøgere nærmest uanset, hvor det ligger. Det samme gør sig gældende for eksempelvis jordemoder-uddannelsen. Der vil altid være en studentermæssig volumen, og det kan ikke sammenlignes med for eksempel ingeniøruddannelsen, hvor der kan være tomme pladser.

Annonce

Positiv medvirken

Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) krydser fingre for den politiske opbakning blandt Folketingets partier:

- Jeg synes, det er fantastisk og klart signal fra V-gruppen om, at man mener, hvad man hele tiden har sagt. Nu håber jeg, at SF også holder fast i den udmeldte kurs og sammen med Venstre kan overbevise minister og regering om at stemme sagen igennem, siger han.

Folketingsmedlem Anders Kronborg (S) oplyser, at han selv er i gang med at få klarlagt nogle detaljer i den økonomiske del af forslaget:

- Jeg har hele tiden syntes, at beløbet på de 16 millioner kroner forekommer stort, og i den forbindelse glæder jeg mig til at se Venstres samlede finanslovsforslag i forhold til finansiering. Men jeg taler også positivt for jurauddannelsen på Christiansborg, og jeg har sammen med Ulla holdt møde med rektor Henrik Dam fra SDU. Nu må vi se, hvad der kan lade sig gøre i forhandlingerne, og jeg vil i hvert fald arbejde positivt for det, siger Kronborg.

Sagen kort

De 15,81 millioner kroner, SDU og Esbjerg Kommune har bedt om tilsagn om, bygger på et årligt optag på bachelor-uddannelsen på 50 studerende, og det er desuden afgørende for SDU, at en nyoprettet jurauddannelse i Esbjerg ikke udløser ændringer i antallet af studiepladser på den tilsvarende uddannelse på campus Odense.

Esbjerg – og Sydvestjylland – har flere gange forsøgt at godtgøre, at der er behov for en jura-uddannelse i det vestjyske til at sikre en fødekæde af veluddannet arbejdskraft. I efteråret sidste år havde en uddannelses-delegation bestående af Jesper Frost Rasmussen og borgmesterkollega og partifælle Erik Buhl fra Varde, direktør Susanne Nordenbæk og erhvervskonsulent Peter Hegelund, Business Esbjerg, advokat og partner Peter Kirk Larsen, Kirk Larsen & Ascanius, chefadvokat Martin Bondesen fra Det Faglige Hus og Ole Skøtt, campusleder på Syddansk Universitet i Esbjerg, således foretræde for Uddannelses- og Forskningsudvalget på Christiansborg.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Er der en ledig plads i din boble?

Annonce